Af Rekha Grue Larsen

Efter den danske tv‐premiere på dokumentaren India’s Daughters, som omhandlede den brutale voldtægt af en 23‐årig kvinde i Indien 2012, skrev bloggeren Mrutyanjai Mishra et indlæg i dagbladet Politiken. Han udtrykte blandt andet sin frygt for, at “os almindelige indiske mænd (…) vil blive set som potentielle voldtægtsforbrydere, og antallet af racistiske angreb mod indere i de lande, hvor de findes i stort antal, vil stige”.

Om han har ret, ved jeg ikke. Men tankevækkende er det at læse Mathilde Walter Clark’s kronik Som kvinde i Indien skal man se uden at kigge i Politiken 29. marts. Mathilde har rejst meget i Indien, og tager udgangspunkt i sine personlige oplevelser som hvid kvinde til at beskrive, hvordan indiske kvinder konstant skal være på vagt overfor indiske mænd, der i Mathildes fremstilling altid er potentielle overgrebsmænd.

Mathilde beskriver den “ekstreme tilstedeværelse af mænd i det offentlige rum”. Hun beskriver sine utallige møder med indiske mænd, hvor hun er blevet antastet og har været i en utryg situation. Om hvordan den indiske kvinde altid er i mandens vold og magt. Om hvordan “helt almindelige arbejdende mænd fra den lavere middelklasse kan finde på at lægge sig på en avis på gaden, i parker eller på bænke og tage sig en eftermiddagslur (…) Skal de skal tisse, gør de det øjeblikkeligt, hvor de går og står, på gadehjørner, op ad husmure, bag træer, skure eller biler, eller de sætter sig på hug, ansigtet mod husene, og urinerer i vejkanten.” I den trykte avis er indsat fem af Mathildes private fotos af tilfældige indiske mænd, der sover på tilfældige steder i det offentlige rum som billede på denne allestedsnærværende trussel.

Læseren får her præsenteret en unuanceret, ensidig karakteristik af den indiske mand. Ikke alene er han farlig for den indiske kvinde, han fremstilles også som doven, primitiv og underlegen i forhold til Mathildes egne idealer.

“Så satte de sig på hug langs den støvede vejkant og tissede. De sad på række som små fugle med ryggen til bussen, og når de var færdige, satte de sig ind og stirrede videre, tavse.”

I Mathildes fremstilling bliver den indiske mand modstykket til den vestlige kvinde, inkarneret af Mathilde selv. Indien lever ikke op til hendes “demokratiske forestillinger”, “syn på mænd og kvinder” og “idealer om ligeværdighed”. På den måde, bekræfter karakteristikken af Indien hendes egen kulturelle overlegenhed. Mathilde skriver, at hun selv har en særlig status som “hvid madam”. En kolonial arv og en “købekraft”, der betyder, at hun nyder en beskyttelse fra de indiske mænd, som ikke er de indiske kvinder forundt. For hun Mathilde kan altid tage hjem; det kan de indiske kvinder ikke.

Måske er det også hendes overlegenhed og privilegier, der gør, at hun kan udtale sig i så generaliserende og fordømmende stil om, hvordan indiske mænd er, og hvordan det er at være indisk kvinde? Baseret på hendes egne oplevelser vel at mærke.

Indien som spejl

Til trods for sine ubehagelige oplevelser med de brune mænd, bliver Mathilde ved med at vende tilbage til Indien:

“Indien er en gåde, jeg ikke kan blive færdig med. Stedet bliver ved med at vise mig nye sider af mennesket og tilværelsen, af mig selv. Jeg kan lide at blive rystet løs af mine kategorier. Mine indiske venner er enestående og smukke.”

Indien er en oplevelse, der ryster Mathilde. Mathildes indiske venner er enestående og smukke, men selve Indien tilbagestående. Indien er så gådefuldt, at hun “ikke kan blive færdig med” landet. Det er for fremmed til at passe ind i vestlige kategorier, og rummer samtidig skønhed og gådefuldhed, som den vestlige kvinde kan forbruge og lade sig ryste af. På den måde kan man gøre et helt land og dets befolkning til genstand for en fetichistisk dyrkelse, som vi kender fra Orientalismen. Gennem sin karakteristik, får hun spejlet og bekræftet sin egen og den vestlige verdens overlegenhed. Indiske mænd og kvinder bliver reduceret til statister i den vestlige kvindes oplevelsesophold.

Artiklen vækker flere spørgsmål:

• Hvordan er det lige, at Mathilde er blevet rystet fri af sine kategorier?
• Hvis denne generaliserende stereotypi er resultatet af Mathildes oplevelser af sine kategoriers sammenbrud, er det så virkelig det bedste, hun kan komme op med?
• Bekræfter Mathilde Mrutyanjais frygt for, at almindelige mænd vil blive set på som potentielle voldtægtsforbrydere?

Konsekvenser for transnational adoption?

Accepterer vi Mathildes eksotisering af Indien som et fremmed, gådefuldt sted, som den vestlige verden kan forbruge til egen gys, rystende oplevelser og bekræftelse af egen kulturelle overlegenhed, samt et tilbagestående, alt for farligt sted, hvor alle kvinder er hjælpeløse ofre og alle mænd potentielle overgrebsmænd, så er der lagt et skræmmende fundament for transnational adoptions fremtid.  Og hvordan må det ikke være at være brun mand i Mathildes verden?

Når Mathilde kategoriser alle indiske mænd, heriblandt transnationalt adopterede, som potentielt farlige, blot fordi de er indiske mænd, der måske tager sig en middagslur i en offentlig park, hvem er så mest skræmmende?

Accepterer vi Mathildes verdensbillede, accepterer vi forestillingen om, at hvis ikke den hvide kvinde m/k redder (eller adopterer) de brune pigebørn fra de brune drengebørn, så vil alle brune pigebørn ende som magtesløse (voldtægts)ofre for de brune drengebørn, der er vokset op til at blive altid latente overgrebsmænd. (Jamen, det passer; den hvide kvinde siger det selv!)

Er vi virkelig ikke nået længere?