HUN ER VRED OVER, AT HUN OVERHOVEDET HAR ET KØN
Mette Moestrup
Op til hundredeårsdagen for, at kvinder fik stemmeret i Danmark, raser ud af det blå en litteraturdebat med afsæt i artiklen ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteresdominans”. Et postulats modsætning siger meget om dets validitet: ’Dansk litteratur lider under mandlige forfatteres dominans’ er heldigvis også en usandhed. Lider dansk litteratur overhovedet under noget p.t.? Ikke bare romaner, men også poesi tager rum i dedanske medier og bliver oversat, og så forskellige forfattere som Kim Leine (halvt norsk), Niviaq Korneliussen (grønlandsk, skriver på både dansk og grønlandsk) og Yahya Hassan (statsløs palæstinenser med dansk pas) har været dagsordenssættende og debatskabende med slagkraftige tematikker som danskkolonialisme, grønlandsk homofobi, muslimsk hykleri, socialt systemsvigt og klasseproblematik.
”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans” er skrevet af en ung, hidtil ukendt litterat (Mette Høeg, f. 1985), som kritiserer jævnaldrende kvindelige forfattere. Det er en overbevisende position at beklikke en gruppe, man selv tilhører, i stedet for at pege fingre ad den anden. Når Høeg kalder unge, hvide, danske kvinder for ”forkælede” og ”navlepillende” ved hun tydeligvis, hvad hun taler om. For hvor pokker kan man opleve ”queer-, gender-, racisme- og feminismesynspunkter” som dominerende norm i DK om ikke i privilegerede universitets- og middelklassekredse?
Da min tredje digtsamling kingsize udkom i 2006 skrev Lars Bukdahl: ”Igen markerer Moestrup sig som vores skarpeste (post)feministiske poet (er der andre?)” En lidt tvetydig ros… Men endelig er der flere, der tør skrive om køn, bl.a. Olga Ravn, Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen, yes! Folk og forfattere flest ser dog fortsat feminist som fyord. Med ”racismesynspunkter” henvises måske til det seneste par års hvidhedsdebat, hvor mangen kollega hævdede sin ret til at sige”neger”. Høeg tror, ”politisk korrekthed” er konsensus, nix, man skal nærmest være politisk ukorrekt. Os, der går i clinch med den politisk ukorrekte komfortzone, møder mærkbar modstand.
Efter artiklen, der ifølge Høeg selv, var bevidst provokerende, blev trykt i Weekendavisen (8.5.15), har jeg bidt mærke i, at reaktionerne herpå er blevet billedliggjort meget voldsomt: Høeg erblevet ”korsfæstet”, forfulgt af et ”ulvekobbel” eller ”vilde hunde” (hundene er Høegs egen metafor), og mange har talt om en ”lynchstemning”. Samtidig har hun fået masser af taletid og medløb. Det er interessant, at Høeg tildeles og påtager sig en offerrolle, der dyre- og voldeliggør diskussionsmodparterne, især fordi hun selv langer ud efter ”blødhedskultur”. Ligesom Høeg er jeg skeptisk over for Forfatterskolens monopol – en statsstøttet forfatterskole i Århus som modvægt til storstadens ville være cool. Når Høeg hæfter sig ved, at der de seneste par år er optaget en overvægt af kvinder, er det imidlertid skævvridende. Fra 1987-2015 er der næsten præcist optaget 100 af hvert kønt (en enkelt har dog siden optagelse skiftet køn). Til gengæld har der aldrig været en kvindelig rektor og altid overvægt af mandlige lærere. Skulle jeg klandre Forfatterskolen for noget statistisk, skulle det nok snarere være for det beskedne optag af ikke-pæredanske elever (disse kan tælles på en hånd), end for at favorisere kvinder.
I 2004 præsenterede den borgerlige regering en litteraturkanon, som bortset fra Leonora Christina, Karen Blixen og Inger Christensen talte 0 kvinder. Historieløsheden er en af Høegs store svagheder. Hun får desuden ”hovedpine” (som Maud i Matador) efter tre siders læsning af Maja Lee Langvads Hun er vred og virker uvidende om, at Langvad skriver sig ind i en bølge af skandinavisk adoptionslitteratur og –kunst (danske Eva Tind, svenske Patrik Lundberg og norske Anne Kyong-Sook Øfsti er aktuelle). Uvidenheden gør denne væsentlige bølge til en enkeltpersons private pigetåre. Hun er vred er baseret på hardcore research (jævnfør bogens notesystem), stringent konceptuel, rørende og morsom. Høeg ser enøjet Lee Langvad som den ”lesbiske og adopterede” og anfægter ”forfatterens forurettelse over sine personlige familie-, identitets- og seksualitetsproblematikker”. Jeg ringer til formanden for Adoptionspolitisk Forum, Yong Sun Gullach. Hvad synes hun om, at det adoptionskritiske værk bruges som eksempel på forkælet, piget navlepilleri?: ”Maja Lee Langvad indsættes som adopteret i en retorik,hvor hun individuelt skal forsvare, at hun kommer med en kritik af strukturel problematik. Hun reduceres til adopteret, dvs. hun får ikke lov til at agere som forfatter, hendes ekspertise afmonteres og gøres til et spørgsmål om hendes eget lykkebegreb: Er hun en velintegreret brun krop eller ej.”
Netop den reduktive figur, som Hun er vred er vred over (at det strukturelle affejes som partikulært) gentager min navnesøster, som også er vred. Over hvad? ”Hun er vred over, at hun overhovedet har et køn.”
bragt med tilladelse af Mette Moestrup, første gang publiceret i norske Klassekampen
