I går udsendte tre organisationer af adopterede og adoptanter, der er kritiske over for det transnationale adoptionssystem, en støtteerklæring til kenyanske ’oprindelige familier’ (first families). Erklæringen er en reaktion på nye sager, hvor danske og svenske par har adopteret ’forældreløse’ eller ’forladte’ børn, der muligvis alligevel ikke er det. Mens Adoptionspolitisk Forum, Tænketanken Adoption og foreningen Åbenhed i Adoption stiller sig solidariske med de kenyanske kvinder, der har meldt sig som oprindelige forældre, har danske og svenske medier fokuseret på den smerte, det påfører adoptanterne at måtte levere børnene tilbage.

»Den måde hun krammer og kysser os, og den måde hun leger med sin storebror … Den måde vi er på som familie … Vi vil altid være hendes mor og far,« sagde en af de danske adoptanter til TV 2, mens Expressen citerede en svensk adoptant for at sige, at »allt förnuft och all känsla säger att han hör hemma hos oss«, og at den godt to-årige dreng skulle have sagt »jeg elsker jer« som de sidste ord, inden adoptanterne efterlod ham hos de kenyanske myndigheder. Expressen kunne også berette, at »reglerna för adoption i Kenya är bland de hårdaste i världen«, mens TV 2 bruger ord som »kræver« og »påstår« om de kenyanske kvinder og understreger, at det ikke er »bevist«, at de »virkelig« er mødre til de bortadopterede børn.
Med andre ord: At en to-årig har lært at sige »jeg elsker jer« og endda leverer udsagnet på det dramaturgisk mest velplacerede sted, bliver fremstillet som fuldt ud sandsynligt, mens det mere end antydes, at de kenyanske kvinder næppe har rent melt i posen. Hvad der præcis skulle være deres skumle motiv for at gøre krav på børnene, er slet ikke nødvendigt at adressere: Det rækker, at det er et spørgsmål om sorte kvinders påstande overfor hvide kvinders gode intentioner.

Fortællingen følger et klassisk kolonialt skema, hvor de hvide adoptanter fremstilles som fulde af kærlighed og fornuft, mens det ’mørke Afrika’ er fuld af hårde regler og irrationelle, krævende og formentlig løgnagtige mennesker.

Der kan være gode grunde til at bortadoptere et barn og til at adoptere børn, der ikke har nogen voksne, der kan eller vil tage vare på dem. Vanskeligere er det at finde gode grunde til at bevare et transnationalt adoptionssystem, der historisk og aktuelt er tæt spundet ind i imperiale og koloniale strukturer.

Bragt med tilladelse fra Nina Trige Andersen, første gang publiceret i Information den 27/8 2015