Den, der er opvokset i Gram, behøver ikke besøge Panmunjom

photo_1193_20060228af Joan Rang Christensen

Jo, det er rigtigt, der er sket noget mærkeligt. Dramatiker og forfatter Erling Jepsen har været i Sydkorea sammen med Politikens Lotte Thorsen. De har været i Seoul i forbindelse med opsætningen af Erlings stykke, “Manden som bad om lov til at være her på Jorden”. Det er der kommet en meget mærkelig artikel ud af, som man kunne læse i Politiken d. 3. oktober 2014.

Takket være Erling og Lottes antropologiske udflugt forstår vi nu, at koreanerne “har det med at klumpe sig sammen”, at koreanske massører er “virkelig uhøflige”, og at koreanerne “næsten ingen øjenvipper” har, men “vi lader bare, som om det er helt naturligt”, og “hvis de lod være med at spise så krydret mad, ville øjnene måske rette sig ud af sig selv”. Erling forventer sig “en stor, beskidt oplevelse” af turen. Hvad Politikens læsere har fået er en stor, beskidt artikel.

Artikel krydres med letkøbt rejse-trivia mellem de racistiske udtalelser. Gaver rækkes frem med to hænder. Uddannelse og hårdt arbejde er konfutsianistiske dyder. Koreanere er glade for kosmetiske operationer. Kan vi deraf lede, at f.eks. danske politikere som opfordrer til uddannelse og hårdt arbejde er konfutsianistiske, og at vesterlændinge ikke er glade for kosmetiske operationer? Næppe. Forleden foreslog en speciallæge, at jeg fik indsprøjtet botox i min nyligt udsprungne hæmoride. Nej, sagde jeg, den er kommet, fordi min røv er så ufattelig træt af racismen i Danmark.

For der er vel ikke tvivl om, at de her udtalelse er racistiske? Ja, jeg spørger, for efter de seneste års debat i særligt teater-, film- og litteraturmiljøet, må man stille spørgsmålstegn ved vores evne til at genkende racismen, når vi møder den. Den racisme, som artiklen beskriver, er ovenikøbet en meget gammeldags version af slagsen. Så tydelig at den skærer i øjnene. Så primitiv i sin fremstilling af de mærkelige fremmede, at man undrer sig over, at Politiken har valgt at trykke den. Jeg håber næsten, at tropehjelmen har siddet så stramt på Erling og Lotte, at det har stoppet blodet til deres hjerner. Dét ville være en forklaring.

At Erling nu “ser sig selv som et symbol for Koreas historie” må tilskrives et akut anfald af storhedsvanvid. Hans analyse: “Korea taler med min stemme.” Nej, Erling, det tror jeg så ikke, Korea gør. At manden samtidig nægter at besøge DMZ og grænsebyen mellem Nord- og Sydkorea, er temmelig komisk. Men Erling er opvokset i Gram, tæt ved den tyske grænse. Og, må vi forstå, det er næsten værre end et land delt på midten i over 60 år, som formelt set stadig er i krig, og hvor hver fjerde familie er delt over grænsen. Man kan kolonialisere meget, ikke mindst andres lidelse. Den, der er opvokset i Gram, behøver ikke besøge Panmunjom.

Nej, det er ikke let at være en hvid, dansk mand i en stor, mærkelig verden. Se bare på den seneste debat om tilpasningen af Pippi Langstrømpe-serien. Se bare på Dan Park-sagen. Se på Sverige, Mærkelige Sverige. Forsvarstalerne for kulturprodukter med racistiske elementer er blevet faste figurer i racismedebatten, en serie af dansetrin, en racistisk river-dance, som ingen ende vil tage. Anklager om politisk korrekthed, mangel på humor, nærtagenhed – og det allerstørste: forsvaret for ytringsfrihed og kunstnerisk frihed er det, der skal få racismehysteriet til at stikke piben ind. Sjovt nok er den eneste frihed, vi danskere for alvor vil forsvare, friheden til at udtrykke os racistisk.

Og så selvfølgelig den helt specielle, danske, joviale enfoldighed. Hvis bare der står “ytringsfrihed” og “kunstnerisk frihed” på tropehjelmen, har vi lov til at sige alt. For eksempel har vi lov til at sige, at koreanske skuespillere spiller teater på en “unaturalistisk måde” og kun har “3 ansigtsudtryk”, uden vi behøver at vide, at koreansk teater er et mangfoldigt landskab med tonsvis af teatre i f.eks. området Hyewa i Seoul, at der findes et Shakespeare-selskab i Korea, at der i koreansk teater også anvendes en spillestil, der til dels er sammenlignligt med det japanske Nõ-teater, og som trækker på helt andre traditioner end den skandinaviske naturalisme, at Korea har en kolosal filmindustri, som også er nået “world wide” ud, og at de eksporterer TV-serier til hele asien. Alt det behøver vi slet ikke at vide. Erling har forberedt sig så meget til turen, at han drømmer om at besøge Australien, allerede inden han er taget af sted. Måske skulle han have læst lidt koreansk teaterhistorie også.

Men Erling er vist ikke interesseret i koreansk teater. Hans største bekymring har tilsyneladende været frygten for at gå glip af eventuelle komplimenter. Så han gør gode miner til slet spil og kritiserer kun opsætningen af teaterstykket hjemme på hotellet. Og så i Politiken. Lykkelig er den enfoldige, siger man. I så fald skulle Erling være meget lykkelig, og det ved vi jo godt, at han ikke er. Den artikel, som Politiken har trykt er i hvert fald mere frygtelig end lykkelig.

Hilsen
Joan Rang Christensen
Koreaner, dramatiker og forfatter.

Joan Rang Christensen
Er prisbelønnet dramatiker og har fået produceret over 30 radio- og scenestykker i Danmark, England, Tyskland og Sverige. Bl.a. Den Hvide Mand – et stykke om racisme (2011) og Hånden i Hjertet – et stykke om koreakrigen og transnational adoption (2008).

Dette indlæg er en reaktion på Politikens indlæg den 3. oktober 2014 om Erling Jepsens rejse til Korea: politiken.dk