(Åbent brev til Kristeligt Dagblad)

Kære Kristeligt Dagblad.
Jeg henvender mig til jer på vegne af bestyrelsen for Adoptionspolitisk Forum. Vi er en forening stiftet af voksne transnationalt adopterede, og vores formål er at synliggøre de problematiske effekter som følge af transnational adoption, der hidtil har været overset i den offentlige debat herhjemme.
Vi skriver til jer på baggrund af artiklen “Fald i adoptioner udfordrer” bragt i Kristeligt Dagblad d. 15. marts, 2014, der synes at fremskrive en logik, som først og fremmest lyder, at det at kunne “spejle” sig i andre som transnationalt adopteret må medføre, at vi i Danmark skal søge at opretholde et bestemt antal transnationale adoptioner per år: “Jo færre vi bliver, jo vanskeligere bliver det for os og ikke mindst vores børn at spejle sig i andre, der deler samme identitetshistorie. I dag vil de fleste adoptivbørn møde en jævnaldrende med samme baggrund i skolen, men sådan ser det ikke ud til, at det vil blive i fremtiden, hvis den her udvikling fortsætter,” siger Jens Damkær, formand for interesseorganisationen Adoption og Samfund […]” Derudover lyder et delargument også, at vi som minoritetsgruppe nødvendigvis må forsøge at forøge os i antal for herigennem at kunne opnå magt og indflydelse: “[…] færre adoptivbørn og -familier kan føre til marginalisering og forringelse i adoptionsekspertise og støttetilbud.[citat, minoritetsforsker, Helen Krag]”
Dette er en vinkel som APF stiller sig kritisk overfor, da den viser en generelt manglende forståelse for transnationalt adopteredes forhold i Danmark.

GRUPPEN AF TRANSNATIONALT ADOPTEREDE VOKSER
For at tage det sidste argument først, så betyder et fald i antal transnationale adoptioner per år ikke et samlet fald i mængden af transnationalt adopterede. – med mindre at de 176, der kom til Danmark sidste år, i mellemtiden er døde, betyder det tværtimod, at denne minoritetsgruppe er vokset, lige som den har gjort det hvert år siden Danmark efter Anden Verdenskrig begyndte at adoptere fra Tysland. Samtidig viser den danske adoptionshistorie ikke, at et højt antal transnationalt adopterede skulle være proportionelt med mængden af adoptionsekspertise, tværtimod: et forsigtigt skøn i tidsskriftet Social Kritiks seneste udgave, som er et særnummer med adoptionskritiske artikler, peger på, at vi udgør en gruppe på ca. 25.000, selvom tallet kan være højere. På trods af det store antal transnationalt adopterede per indbygger, er der kun foretaget meget lidt forskning på området. En vis størrelse som gruppe er i sig selv derfor ikke ensbetydende med at opnå indflydelse.

“SPEJLING”
Når artiklen bruger ordet “spejling”, er det uklart, hvordan man skal læse dette og dermed også, hvorfor det skulle være medgarant for den transnationalt adopteredes velbefindende.
Metaforen synes at lade sig forstå på tre måder i teksten, hvor den ene er genkendelse de adopterede i mellem hvad angår “identitetshistorie”: “Jo færre vi bliver, jo vanskeligere bliver det for os og ikke mindst vores børn at “spejle” sig i andre, der deler samme identitetshistorie. [Citat, Jens Damkjær]”. Det antages her, at artiklens udlægning af “spejling” er et generelt behov for alle transnationalt adopterede, men både behov hos den enkelte er forskellige, og “spejling” kan betyde meget andet end blot en erfaring af genkendelse af egen “identitetshistorie”. Eksempelvis er det for nogle transnationalt adopterede vigtigt at kunne erfare ligheder enten mellem dem selv og forskellige aspekter af fødelandet eller med andre minoritetsgrupper i Danmark, hvorfor et øget antal af transnationale adoptioner her netop intet ville hjælpe.

En anden forståelse inkluderer adoptanterne; når formand for Adoption og Samfund, Jens Damkjær, siger: ”Tallene er nu så små, at det nødvendigvis må give anledning til refleksion over, hvad det betyder for adoptivfamilier som gruppe. Jo færre vi bliver, jo vanskeligere bliver det for os og ikke mindst vores børn at spejle sig i andre, der deler samme identitetshistorie”, foregår en sammenblanding af perspektiver, hvor både de adopterede- og adoptanternes interesser hævdes at blive varetaget. Disse er dog ikke altid sammenfaldende, hvorfor man må spørge til hvis interesser, der her egentlig forsvares? Jens Damkjær udtaler yderligere: “Det identitets-fællesskab er truet, og derfor kan jeg ikke se faldet i antallet af adoptioner på anden måde end, at det sætter adoptionsbarnets status og adoptivfamilien som velkendt og accepteret familieform under pres.” De to citater udtrykker en adoptants bekymring over faldet i antallet af transnationale adoptioner primært med udgangspunkt i adoptivfamiliernes interesse i en erfaring af genkendelse som adoptivfamilie (jf. “at spejle sig i andre” og “velkendt og accepteret familieform under pres.”) Ud fra udsigelsespositionen (adoptant), brugen af fællesbetegnelsen “os” kontra “vores børn” samt det primære fokus på adoptivfamilien – og ikke den adopterede – er der således tale om en postuleret varetagelse af de adopteredes interesser. Som påpeget før, falder dette ikke nødvendigvis sammen med den egentlige varetagelse af adoptivfamiliens- og adoptantens interesser, der sker i citaterne.
Vi i Adoptionspolitisk Forums bestyrelse spørger derfor til hvilke personer, der her forventes at lade sig emmigrere for hvis skyld, og om denne afkrævning om emmigration er rimelig? For med kritikken af det faldende antal transnationale adoptioner følger forventningen om, at kommende adopterede må flytte sig fra et afgiverland til modtagerlandet Danmark i bestræbelsen på en erfaring af genkendelse – eller “spejlingen” – for adoptivfamilien.
Men kunne man alternativt forestille sig, at ansvaret og byrden lå hos adoptivfamilien selv, så at det af dem blev afkrævet at flytte nær andre adoptivfamilier, i stedet for at små børn skal flyttes til et andet land for dem? Vi har opstillet dette hypotetiske scenarie for at påvise voldsomheden i tilskyndelsen til et øget antal transnationale adoptioner med udgangspunkt i adoptivfamiliens behov for “spejling”, ikke for at afkræve af adoptivfamilierne, at de straks skal sælge huset.

En tredje forståelse af “spejling” i artiklen er også, som Lene Kamm antyder, det at erfare en lighed i forhold til diverse kropslige markører: “De har selvfølgelig brug for at identificere sig med andre, der ligner dem selv udadtil.” Selvom Jens Damkjær med sætningen: “Vores børn har en særlig identitetshistorie, der ikke kun handler om, at de ser anderledes ud, men i allerhøjeste grad også handler om, at de har mistet deres biologiske familie” forsøger at underminere betydningen af dette i forhold til genkendelsen af “identitetshistorie”, vil vi i Adoptionspolitisk Forum alligevel fremhæve denne bemærkning. For med marginaliseringen som ikke-hvid i en overvejende hvid kontekst følger også enten direkte- eller indirekte diskriminering fra den strukturelle racisme, og det indebærer blandt andet racistiske tilråb på gaden på grund af vores udseende, afvisning på diskoteker, mistænkeliggørelse ved paskontrollen, underrepræsentation af ikke-hvide mennesker på tv, valgannoncer, reklamer, m.m.. Dette må vi leve med, fordi vi ser anderledes ud, og derfor er Lene Kamms bemærkning vigtig at bide mærke i. For erfaringer af diskriminering samt de følelsesmæssige konsekvenser som vrede m.m. som diskrimineringen forårsager hos den enkelte, skaber for nogle transnationalt adopterede et behov for erfaringsudveksling samt fysisk genkendelse, (- måske hvad der kunne kaldes for “spejling”).
Her synes årsagen for behovet for “spejling” måske tildels at ligge i selve den transnationale adoption, der placerer den adopterede i en hvid kontekst og samtidig også i denne konstekst, der omgiver den transnationalt adopterede. Det vil sige, at man derfor kan spørge sig selv, om behovet for “spejling” i stedet må forstås som en konsekvens af både den transnationale adoption og det danske samfunds racisme og ikke som det, der skulle være årsag til at adoptere, som det ellers stilles op i artiklen? Med andre ord lyder spørgsmålet, om “spejling” kommer til at agere som et stråmandsargument for et manglende fokus på den strukturelle racisme?

Som det fremgår af ovenstående, er artiklen “Fald i adoptioner udfordrer”’s kobling mellem kvantitet og trivsel unuanceret; koblingen bunder hovedsageligt i en spejlingsmetaforik, der ved en gennemgang ophæves som argument, fordi årsag og effekt synes at placere sig andre steder, end hvor de i første omgang fremskrives.

ALT DET DER HELLER IKKE STOD I ARTIKLEN
Udover at spejlingsmetaforikken altså er problematisk, fremskriver artiklens logik som sagt også en kausalitet, hvor behovet for “spejling” må bevirke at antallet af transnationalt adopterede må forsøges holdt ved lige eller forøges. Vi i Adoptionspolitisk Forums bestyrelse spørger her igen opsummerende, om det eventuelt kunne forholde sig den anden vej rundt; at transnational adoption i stedet medfører et behov for “spejling”, at vores behov for at erfare lighed enten med andre transnationalt adopterede, vores fødeland, eller noget helt tredje netop kunne være en effekt af den transnationale adoption, der har placeret os i en ny kontekst, hvor vi marginaliseres? Med andre ord om den transnationale adoption måske i sig selv er skyld i behovet for “spejling”, og at et krav om at øge antallet derfor blot ville skærpe dette behov?
Dette giver os også anledning til at pege på, at transnational adoption på et makroniveau ligeledes er en problemfyldt affære, hvilket de mange års skandaler har vist. Vi har så sent som i starten af denne måned oplevet problemerne med det indiske børnehjem Shejar Chhaya, hvor børn er blevet solgt, taget fra forældre, døde og fået forfalsket adoptionspapirer, og det er blot et blandt mange, hvor andre sager ligeledes har indeholdt uetiske aspekter som børnehøstere og korruption.
Alle disse skandaler er også et udryk for, at transnational adoption er en industri, der, lige som alle andre industrier, foregår på markedsøkonomiske præmisser, hvor uligheden mellem det Globale Syd (hvori de fleste afgiverlande befinder sig) og det Globale Nord (inklusive Danmark) også er en realitet, (eksempelvis kan man her spørge sig selv om, hvorfor transaktionen er envejs?) – dog må artiklen nødvendigvis udelade alt dette for at kunne fremskrive, hvad man kunne kalde for “spejlingsargumentet” som pro-transnational-adoption.

VI ER OPTIMISTISKE
Som det er fremgået i dette brev, så er vi i Adoptionspolitisk Forum kritiske overfor artiklen “Fald i adoptioner udfordrer”. Vi stiller spørgsmålstegn ved spejlingsmetaforikken og den unuancerede logik, der udspringer heraf om, at det at kunne “spejle” sig i andre som transnationalt adopteret må medføre, at vi i Danmark skal søge at opretholde et bestemt antal transnationale adoptioner per år. “Spejling” kan aldrig opveje effekterne af transnational adoption, hverken på det individuelle plan eller på et makroniveau. Ligeledes opfatter vi heller ikke antallet af transnatinoalt adopterede som proportionelt med mængden af vores indflydelse, og til slut forstår vi ikke nedgangen i antallet af transnationale adoptioner pr. år som noget negativt, da transnational adoption som sagt er problemfyldt. Nedgangen er derfor også åben for tolkninger, der peger i retning mod, at dette kan være positivt, og at der måske er nye tider på vej for transnational adoption i en dansk kontekst.

På vegne af Adoptionspolitisk Forums bestyrelse
Mette Larsen, næstforkvinde i APF.

Kilder
– Bech-Jessen, Freja & Schnabel, Laura Elisabeth, “Fald i adoptioner udfordrer”, Kristeligt Dagblad, 15/3, 2014.
– red. Myong, Lene, Social Kritik #137, februar 2014, tema: transnational adoption.
– Myong, Lene, “Adopteret – Fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse” DPU, Aarhus Universitet, 2009.