af Annette Cho Nielsen

Titel: TOLK
Forfatter: Maja Lee Langvad
Forlag: Gyldendal, 2024

De tomme huller, det ind imellem, den tavse viden, som aldrig helt kan oversættes, ligger som gennemgående greb i Maja Lee Langsvads roman, TOLK, og formidler brutalt det tab og distance til ens familie, man som transnationalt adopteret må leve med.

Tabet til de mennesker, som man deler kød og blod med, og som man stadigvæk er frataget i form af sprogbarriere, kulturforskelle, værdiforståelse, skikke og traditioner bliver på realistisk vis billedliggjort i denne 256 sider lange dialog imellem en adopteret og hendes familie i Seoul og den nødvendige tolk.

Romanen spejler den distance, som den adopterede og deres familie har, og som de må leve med, til deres far, mor, datter, søn, søster, bror, kusiner, fætre og bedsteforældre, som er opvokset på den anden side af jordkloden.
For at forstå Maja Lee Langvads roman og ikke blot se det som en genforeningsroman, hvor en familie mødes igen efter lang tids adskillelse, er man nødt til at forstå konteksten. At få lov til at sidde rundt om det samme bord i en Samgyetang-restaurant i Seoul med sin familie 40 år efter at være blevet adopteret til Vesten, er mere held end forstand. Lotteriet var startet, da man blev skippet til Vesten med diverse fly fra Seoul, med en dertilhørende bagage af forfalskede identitetspapirer, som senere skulle blive netop den kupon, som man stod med i hånden 40 år efter, på børnehjemmet i Seoul. Forståelsen af at ens papirer var en del af den systematiske korrupte adoptionsprocedure  imellem Danmark og Korea blev den brutale virkelighed, som stadigvæk fordøjes.

De tomme huller, det ind imellem, den tavse viden som aldrig helt kan oversættes i mødet med sin familie, men som den adopterede opsøger på trods, afspejler ikke bare tabet og distancen, men også en tålmodighed og kærlighed fra begge parter, som en eksistentiel nødvendighed som menneske, som forældre og barn.
Tolk dykker ned i et område, som er eksistentielt for mange adopterede, hvor de kontinuerlige møder med familien på den anden side af jordkloden – 11.000 km væk, hvor det at se på hinanden og være i samme rum er det bærende. Men det er også et rum, hvor kultursammenstød mødes, og hvor oversatte sandheder, der skal frem, konstant står som en trussel for et nyt brud med familien. For hvad er chancerne for, at man bliver udstødt igen med en patriarkalskformet familie, når man er den adopterede, som er ugenkendelig og taler et andet sprog, er queer, ugift og barnløs.

Romanen viser, hvordan virkeligheden kan være, når familien er fundet, og de langsommelige og nærmest antropologiske ophold går i gang. Og netop derfor er denne roman i særdeleshed vigtig og relevant, ikke blot for udefrakommende læsere, som først stifter bekendtskab med transnational adoption nu, men også de mange tusinde af adopterede, som lever med byrden af ikke at have fundet sit ophav.

Romanen er en kærkommen lejlighed til at tage de adopterede i hånden, som endnu ikke har fundet familie og vise dem, at en genforening er en unaturlig proces, hvor ingen kender spillereglerne.
Et produkt af adoptionen, som man ikke forstod eller overså i fortællingen om det historieløse barn, som blev fundet på trappestenen, udstødt af flokken og nu var reddet ind i en flok af danske forældre.

Romanen TOLK skal ligeledes forstås i en kontekst af, at den adopterede på et tidspunkt i sit liv, på egen hånd, må samle sine brikker sammen og navigere sig igennem sandheder og usandheder for at forstå sig selv og sig selv i verden. Dette skal ses i lyset mange tilbagevendende omkostningsfyldte rejser til Korea, der både koster på tabt arbejdsfortjeneste, det familiemæssige bånd i Danmark, ens livsforståelse og den mentale sundhed. For mange kræver det tilbagevendende rejser, som forudsætter ressourcer, der grænser til det umenneskelige.

Der er ikke meget hygge, sportsklub og frikadelle i romanen, men derimod en tragisk og realistisk frustrerende langsommelighed og tagen sig til takke med i romanen. Maja Lee Langvad formår på fineste vis at skildre håbet om at komme tættere på sin familie, sit ophav, sin historie, sin kultur, sit blod, sine gener, sin krop, sine celler, sine træk. Der skabes en forståelse af verden, som ingen kan lære én i den danske adoptionsfortælling, og som vender ens hidtil livsbane på hovedet, hvor adoptionen for alvor cementeres som en livslang proces.

Efter at have læst TOLK, sidder jeg med følelsen af at vende tilbage til en anden verden. Tilbage til en verden, hvor sorgen, vreden og længslen måske kan blive helet sammen med mit ophav. Jeg sidder også tilbage med en følelse af at have gennemgået en transformation. Fra at have identificeret mig med min hvide adoptivfamilie til at have oplevet og mærket mig selv igennem min biologiske asiatiske familie. En transformation, der har medført gennemgribende fragmentation og samtidig givet en bundklang og autenticitet, som har manglet hele mit liv. En transformation som tager tid, tilløb og mod. Maja Lee Langvads roman TOLK inspirerer mig til at være modig nok til at gå den transformation i møde.