I Holland udkom den 8. februar 2021 den såkaldte Joustra-rapport, udarbejdet af Komitéen til Undersøgelse af International adoption for Ministeriet for Lovmæssig Beskyttelse. I rapporten fremlægges undersøgelser af adoptioner til Holland fra 23 lande med hovedvægt på perioden 1967-1998 og særligt fokus på adoptioner fra Bangladesh, Brasilien, Sri Lanka, Colombia og Indonesien.
Konklusionerne taler deres tydelige sprog: I alle lande er der påvist uregelmæssigheder og systematisk afpresning af mødre og børnehandel – også efter indførelsen af Haagkonventionen i 1998 – en konvention, hvis hovedformål ellers er at sikre, at internationale adoptioner foretages på et lovligt og etisk forsvarligt grundlag.
Rapporten har ført til, at Holland har indført et midlertidigt stop for ansøgere til adoption, og det er endnu ikke besluttet, om landet definitivt vil lukke ned for formidlingen af udenlandske børn til barnløse familier.

Den svenske regering har netop besluttet at gennemføre en lignende undersøgelse af adoptioner til landet fra 1960’erne til 1990’erne. Undersøgelsen lægger op til også at redegøre for svenske formidlende organisationers og statens ansvar i eventuelle ulovligheder.
Baggrunden for regeringsbeslutningen er blandt andet en igangværende undersøgelse i Chile, der viser, at tusindvis af adoptioner af chilenske børn til Sverige og andre lande er foretaget på ulovligt grundlag, med falske papirer og uden forældrenes samtykke. Derudover har voksne svenske adopterede via blandt andet foreningen chileadoption.se ad forskellige mediekanaler i årevis arbejdet for at oplyse offentligheden om den systematiske svindel inden for adoption.

Danmark og international adoption

International adoption har eksisteret i Danmark siden 1950’erne og blev sat i system op gennem 1960’erne; det er således en praksis, der har eksisteret i over 60 år, og siden 1970’erne er omkring 22.000 personer blevet adopteret til Danmark. Men til trods for national og international regulering har adoptionssystemet også i Danmark fra begyndelsen været kendetegnet ved betænkelige metoder. Det gælder lige fra de første private adoptioner fra Tyskland uden om myndighederne over ’opdrætning’ af børn med adoption for øje på Sri Lanka til brugen af ’børnehøstere’ i Etiopien.
Omfanget af fejlbehæftet og ulovlig praksis inden for adoptionsformidlingen har vist sig at være så stort, at tilfældene ikke kun kan affærdiges som enkeltsager, men vidner om grundlæggende problemer i formidlingsstrukturen.

Dette er allerede blevet afdækket i lande som Bangladesh, Sri Lanka, Korea, Indien, Colombia, Chile, Nepal og Etiopien. Ofte er det voksne adopterede, der vender tilbage til deres oprindelseslande og opdager, at intet af DET, der står i deres papirer, er sandt. Når de derefter organiserer sig, opdager de, at de langtfra er de eneste, der har været udsat for det, og at svindel med adoptioner har fundet sted i større skala.
Alligevel har de formidlende organisationer, repræsentanter for adoptanter samt myndighederne været påfaldende tilbageholdende med at undersøge de senere års adoptionsskandaler, og vi mangler stadig at få afdækket danske private og offentlige aktørers rolle i overtrædelsen af de adopteredes rettigheder. Vi mangler også at få fastlagt et juridisk ansvar for påviste ulovligheder. Det har nemlig i dag ingen konsekvenser at formidle et stjålet eller handlet barn til adoption.

Redning af adoptionssystemet i Danmark

Desværre ser det ud til, at en sådan undersøgelse har lange udsigter, da den nuværende regering aktivt arbejder for at videreføre og udbygge adoptionssystemet.
I Danmark har antallet af ansøgere til international adoption i de seneste år været kraftigt faldende. Dette har ført til, at systemet til formidling af udenlandske børn til adoption, varetaget af den private organisation Danish International Adoption (DIA), ikke længere er økonomisk levedygtigt og sidste år var tæt på at bryde sammen. Det er grunden til, at DIA i ni måneder måtte lukke ned for nye ansøgere til adoption. Som forberedelse til en reform af adoptionsloven udgav Ankestyrelsen i december 2019 rapporten Den internationale adoptionsformidling i Danmark, hvori der opridses en række alternativer til videreførelsen af adoptionssystemet.

På baggrund af Ankestyrelsens rapport overvejer de danske myndigheder i dag en sammenlægning af formidlingen af internationale adoptioner og nationale tvangsadoptioner. Der lægges op til, at formidlingen af alle adoptioner fremover skal varetages af DIA, hvilket organisationen selv i tidligere høringssvar har foreslået. Man forsøger således at understøtte DIA økonomisk ved at bruge organisationen som et redskab i regeringens socialpolitiske indsats, hvilket må siges at ligge langt væk fra det at drive en international adoptionsformidling.

Med i de igangværende forhandlinger om revisionen af adoptionsloven sidder da også repræsentanter fra DIA, der således som privat aktør er med til at sikre sin egen overlevelse ved at kunne deltage i udarbejdelsen af regeringens aggressive socialpolitik, hvis formål er med tvang at adskille flere udsatte børn fra deres familier permanent.
Med oplægget »Barnet Først« lægger regeringen – understøttet af følelsesladede argumenter og kække videoer på sociale medier – op til en kraftig stigning i antallet af tvangsadoptioner af børn fra udsatte familier. Ankestyrelsen har da også allerede kontaktet ansøgere til international adoption og foreslået dem at skifte over til at ansøge om et dansk barn, da man i år forudser en stigning i antallet af danske adoptioner.

Systemet skal ikke reddes

Det siger sig selv, at det ikke er forsvarligt at fortsætte en international adoptionspraksis på baggrund af de forhold, der gennem årene er blevet afdækket. Rapporten fra Holland viser med al tydelighed, at et system, der bygger på udveksling af penge og mennesker på tværs af grænser, ikke kan varetages på betryggende vis af private aktører. Og eksemplerne på uregelmæssigheder og ulovligheder er ganske enkelt for mange, til at man kan lukke øjnene og videreføre systemet som hidtil.
Danmark bør i stedet følge i Hollands og Sveriges fodspor og foretage en tilbundsgående, uafhængig undersøgelse af det transnationale adoptionssystem fra 1950’erne til i dag med fokus på afdækning af uregelmæssigheder og ulovligheder. Først når en sådan undersøgelse er foretaget, er det muligt at afgøre, om der overhovedet er grundlag for en fortsættelse af adoption af udenlandske børn til Danmark. Der bør i forlængelse af dette etableres et system til placering af juridisk ansvar for ulovlige adoptioner.
At forsøge at redde et skrantende internationalt adoptionssystem ved at understøtte DIA økonomisk og lade organisationen overtage formidlingen af danske tvangsadoptioner er et skridt i den helt forkerte retning, der hverken gavner de transnationalt adopterede eller danske udsatte familier.

Bragt i Information den 29-3 2021
Kim Witthoff er bestyrelsesmedlem i Adoptionspolitisk Forum.