Adoptionspolitisk Forums svar på Social-, Bolig- og Ældreministeriets høring om brug af altruistiske surrogatmødre.

København den 21-08-2024

Svar til
Høring over udkast til forslag til lov om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love Familiedannelse ved surrogataftaler, medfar som retlig forælder, forenkling af familiedannelse ved voksenadoption m.v.)

Adoptionspolitisk Forum finder det positivt, at man i den sidste tid har haft fokus på, at der findes andre familiekonstellationer end den heteronormative – herunder anerkendelse af homoseksuelle og enlige forældre. Vi håber dette åbner for en videre dialog om udvidede familieformer f.eks. at der kunne være 4 eller flere omsorgspersoner, som kunne anerkendes som forældre for et barn.

Vi har dog en række kommentarer på følgende områder:

Kapitel 1b

Adoptionspolitisk Forum er bekymrede for en vage/manglende sikring af surrogatmoderens rettigheder og beskyttelse. Herunder håndteringen af udenlandske kvinder bosiddende i Danmark, der evt. indgår i en dansk surrogataftale.
Hvordan sikrer man sig at en erklæring fra en surrogatmoder samt partner ikke er skabt i en form for afpresning/bestikkelse – især hvis denne alene er skriftlig?
Erfaringerne fra adoptionsområdet er, at skriftlige erklæringer kan fremkomme ved indirekte pres og tvang og/eller manglende forståelse for aftalens indhold og konsekvens.

Kapitel 5b

Aftalen om dansk surrogataftale sikrer ikke:

  • at udenlandske kvinder bosiddende midlertidigt i Danmark f.eks. under en au pair-ordning og dermed arbejdsgiver afhængig, ikke kan indgå i en sådan aftale.
  • at surrogatmødre danske som udenlandske sikres ved evt. langvarige skader eller andre problematikker ifm fødsler (såsom depressioner eller andre psykiske og fysiske eftervirkninger)
  • at surrogatmødre ikke betales på anden måde end blot penge – herunder lovning om længere ophold i Danmark etc..
  • at surrogatmoderen er stillet retmæssigt korrekt, hvis denne både er ægdonor og surrogatmoder
  • at der ikke kan foretages forfalskning i skriftlig form både ved indgåelse af aftalen og ved genforhandling af aftalen.

Kapitel 5c

Hele afsnittet om udenlandsk surrogataftaler er præget af en endog meget svag sikring mod udnyttelse, forfalskning og manglende sikring af surrogatmoderens rettigheder. Denne manglende sikring åbner for en direkte gentagelse af de problematikker, der er sket gennem tiden på det transnationale adoptionsområde. Disse er groft set:

  • Udbredt forfalskning af udenlandske papirer
  • Bestikkelse og betaling af de regulerende mellemled
  • Finansiel og fysisk udnyttelse/tvang af surrogatmødre
  • Manglende sundhedsmæssig sikring af surrogatmødre
  • Ingen beskyttelse af surrogatmødre, der efterlades med børn, der alligevel ikke ønskes

Kapitel 5e 

Denne paragraf angiver ingen metode til at sikre at barnet ikke solgt eller købt, ligesom paragraffen  ikke angiver, hvordan dette håndhæves. Den står desuden i skærende kontrast til forslaget om ændring af Adoptionsloven §15 stk 2.

Kapitel 1, §15 stk 2

Adoptionspolitisk Forum finder at denne ændring i Adoptionsloven er en direkte tilladelse af handel med børn. Adoptionslovgivningen har aldrig været specifik i forståelsen af “hvad barnets bedste”  er, men alligevel brugt dette begreb til at negligere at børn gennem adoption er kommet ulovligt til veje.

Definitionen af “barnets bedste” må ikke bruges til at overtræde barnets grundlæggende rettigheder eller tilvejebringe børn uden at overholde disse.

De facto handel med børn i nyere tid (jvf. køb af barn i Polen) har vist, at lovgivningen ikke kan håndhæve sin egen ratificerede konvention jf. Haagerkonventionen. At tillade vederlag ifm. adoption under en vag definition af “barnets bedste” er at åbne direkte for pengetransaktioner. Dermed styrkes en af de stærkeste incitamenter til at fastholde og vækste en systematisk surrogatproduktion og herunder et forstærket incitament til at udnytte kvinder i svage positioner. Den transnationale adoptions svagheder vil fortsætte i surrogatindustrien.

Generelt

Adoptionspolitisk Forum konkluderer igen at behovet for at skaffe børn til privilegerede og ressourcestærke ufrivilligt barnløse driver lovgivningen, frem for at sikre at svagere parter er beskyttede og at børns grundlæggende rettigheder er overholdt.
Vi anbefaler ikke at denne lovgivning godkendes i sin nuværende form.

 

Med venlig hilsen

Yong Sun Gullach
Forperson
Adoptionspolitisk Forum