Magisterbladet er kommet med en artikel i kølvandet på den kritik der er opstået på baggrund af den karrikerede og racistiske forside samt artikel af hovedsageligt sydøst- og østasiatere, der tidligere er blevet bragt bla. på deres egen facebookside.
Nogle af kritikerne er bl.a. APFs egen Forperson Yong Sun Gullach og bestyrelsesmedlem, Jin Vilsgaard. Eftersom der er reduceret stærkt i vores svar, har vi valgt at gengive det fulde svar her. Så læs gerne både artiklen og svaret der gives her.
1. Hvorfor er en forside som denne ikke hensigtsmæssig?
– alene at skulle svare på et spørgsmål som dette viser hvor lidt forståelse for eller om racismen grundlæggende mekanismer, der er hos jer og jeg ved ikke om et interview som dette ville afhjælpe særligt meget.
Men der er rigtigt mange problematikker omkring valget af illustrationer i magisterbladet og det faktum at bladet ikke af sig selv kan se det problematiske i det. Først og fremmest handler det om dehumanisering og tingsliggørelsen i selve illustrationen – dernæst handler det om jeres rolle og ansvar som medie og endeligt handler det om jeres reaktion, når problemet påpeges. Når mennesker afbilledes enten via fotos eller via illustrationer – så er satiren og stereotypen næsten uundgåeligt elementer. Men at stereotypisere på racegjorte træk – hudfarve, skrå øjne, nakkepisk – så er vi ude at reducere og latterliggøre et folkeslag på raciale træk, der ikke kan afføres. Jeg spørger tit folk, der ikke kan se det problemtiske i dette, om de kan nævne en tegning, de har set, hvor en hvid person er reduceret eller stereotypiseret alene på kropslige træk og ikke ved artefakter, de kan afføre sig igen. Grunden til det ikke eksisterer skyldes at det hvide menneske ikke så samme måde historisk har været udsat for en strukturel dehumanisering – derved er der ganske enkelt ikke en tradition eller et sprog – visuelt som sprogligt- for en sådan stereotypisering. Folk reagerer jo ikke på “kineseren” i sig selv, men reagerer baseret på en indkodning af en visuel racisme – dette er også årsagen til at en illustrator griber til dette udtryk når opgaven bliver at tegne noget med “de farlige kinesere”.
Personlig finder jeg illustratorens valg både klodset og meget lidt kreativ, for man kan jo med rette spørge sig selv, når man en anden gang er i tvivl om den tegning eller foto jeg har i hånden er problematisk – ville den være acceptabel, hvis man valgte at illustrere en handicappet, en homoseksuel eller anden kendt minoritet på den måde?
2. Hvad er problemet set med dine øjne?
Problemet er kort og godt racisme – at Danmark har iboende i sin kultur en strukturel racisme, vi er meget lidt selvbevidste om og når det nævnes går vi i selvforsvar. Der er ingen anerkendelse af dette og denne artikel er en spejling af dette – at når man påpeger en åbenlys racistisk stereotypiserende illustration, så er reaktionen i bedste fald – det må vi undersøge med en artikel – i værste fald en rungende tavshed. Meget få institutioner evner i bund og grund at sætte sig ned og selvransage. Jeg efterlyser hos Magisterbladet en erkendelse af at I (og alle andre) ligger under for en strukturel racisme og at I som redaktion har et ansvar om for at være bevidst om dette og forsøge at undgå det.
Ved at reagere med en artikel som I gør her, så forsøger i at manøvrerer racisme ned på et niveau hvor det handler om meninger og opfattelse – men racisme er ikke mening og opfattelse – det er ikke et spørgsmål om jeg lige “føler” mig lidt småracistisk i dag eller om jeg “mener” at illustrationen er racistisk. Racisme er en fastforankret struktur der grundlæggende diskriminerer en lang række personer alene udfra hvordan deres kropslige markører aflæses – sporene af dette kan ses på alle niveauer af samfundet herunder mediernes gengivelser både skriftligt som visuelt. Grunden til den strukturelle racismen stadig findes skyldes basalt set at vestens velstand er bygget på en selvbestaltet ret til at forbruge ressourcer, der ikke er deres egne. Ved at dehumanisere de mennesker, der besidder ressourcerne, gør det det både nemmere og mere plausibelt at fortsætte den udbytning og forsvare den ulighed, dette skaber. Danmark og den danske kultur er stærkt forankret i denne udbytning – en historisk vandring gennem København vil være en fremvisning af en velstand skabt på kolonivarer og derved slaveri – men vi har samtidigt forblændet os selv med en selvforståelse af os som værende særligt tolerante og særligt demokratiske – hvilket igen både er en forsvarsmekanisme men også en decideret undertrykkende position – for når de, der rammes af racismens struktur påtaler racismens væsen, sætter majoritetsdanskeren sig automatisk i den position, der skal afgøre om dette nu også er korrekt eller ej på trods af de samtidig er udøveren af racismen.
3. Oplever du, at danskere generelt er fordomsfulde overfor kinesere, eller er det mere mediernes stereotype fremstilling af kinesere, der er problematisk?
Jeg oplever generelt at udtrykke “kineser” er blevet et standardudtryk for samtlige sydøst- og østasiatiske personer og derved bliver det både ligegyldigt og også fejlslagent at begynde at tale om “kineserne” som et folkeslag i sig selv i danskernes opfattelse. Artiklens brug af “kineserne” og “inderne” som eksempel på billig arbejdskraft er i sig selv stereotypiserende – fordi det blot er brugt som et udtryk for billig arbejdskraft generelt fra det globale syd. Ligeledes giver det ikke mening skelne mellem om danskeren generelt er fordomsfuld eller om medierne er det – istedet bør man se på den effekt medierne har på danskeren generelt og omvendt. Mediets rolle som folkeoplysende betyder at medierne har et ansvar for at skabe et retvisende billede af hvordan verden ser ud i forhold til de emner de mener de bør dække, herunder bør redaktionerne være særligt opmærksomme på deres reproducerende rolle – også i forhold til racisme.
Magisterbladets forside
Magisterbladets opfølgende artikel
