Er adoption for børnenes eller adoptivforældrenes skyld?
I 2015 blev 97 børn adopteret til Danmark fra udlandet. Det er langt færre end tidligere, men nogle mener, at tallet burde være nul, da børn bliver frataget deres rettigheder ved international adoption. Andre ser adoption som en handling, der sikrer børn retten til et godt liv.
I børnehaver og skoleklasser rundtomkring i Danmark har det siden 1970’erne været almindeligt, at der har siddet børn, der er født i fattigere dele af verden, men som er blevet adopteret af danske par, fordi de ikke havde forældre, familie eller plejefamilier, der kunne tage sig af dem i deres hjemland. Men i nogle tilfælde har virkeligheden vist sig at være en lidt anden. Det har været med til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt adoption både er en god løsning for verdens udsatte børn og for de ellers barnløse adoptivforældre. Poul Jaszczak, pensioneret overlæge og medlem af Det Etiske Råd, mener, at det er relevant at tale om muligheden for adoption af dårligt stillede børn fra andre lande i en tid, hvor der hele tiden åbner sig nye muligheder for at få børn gennem kunstig befrugtning. Samtidig ser han adoption som et dilemma, hvor der både findes gode argumenter for og imod.
Læs den her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/etik.dk/er-adoption-boernenes-eller-adoptivforaeldrenes-skyld
”Det kan virke næsten grotesk, at man som adoptivforældre skal godkendes på alle ledder og kanter, når andre kan sætte børn i verden af sig selv eller få hjælp gennem fertilitetsbehandling. På den anden side er det også vigtigt med et grundigt arbejde, fordi der skal være sikkerhed for, at adoption ikke drejer sig om børnehandel. Der har tidligere været anklager i sager, hvor man i bogstaveligste forstand har stjålet børn, og det må bare ikke ske,” siger han og fortsætter:
”Samtidig står vi i en verden, hvor der er børn, der ikke har voksne mennesker i deres liv, enten fordi de har mistet deres forældre, eller fordi forældrene ikke kan tage sig af dem, og det er meget ulykkeligt. Børn skal have ret til en ordentlig opvækst, et godt liv, en god uddannelse og mennesker, der vil hjælpe dem og holde af dem. Derfor bør adoption også stadig kunne lade sig gøre i dag, men min største skepsis er, om børn bliver gjort til en handelsvare, og derfor er et omhyggeligt forarbejde nødvendigt,” siger Poul Jaszczak.
Lene Myong er professor ved universitet i Stavanger, medlem af tænketanken Adoption og blev som barn selv adopteret fra Sydkorea til Danmark. Hun ser først og fremmest international adoption som en hjælp til barnløse danskere.
”Som historisk fænomen er transnational adoption tæt bundet sammen med en efterspørgsel på børn til adoption, og i løbet af det 20. århundrede er reproduktion blevet en opgave, som velfærdsstaten i stigende grad har taget på sig. Transnational adoption har i den forbindelse dækket en efterspørgsel, som har viklet sig sammen med fortællinger om, at verden er fyldt med børn, som kan reddes gennem adoption, og for hvem det mest optimale er at vokse op i en hvid dansk kernefamilie. De fortællinger har tjent til at legitimere den tvangsmigration, som adoption udgør,” siger Lene Myong.
Hun betvivler ikke, at der er børn i verden, som lever under dårlige vilkår og har brug for hjælp, men hun mener, at der findes andre velfærdstiltag og migrationsmuligheder, som er bedre alternativer til adoption.
”I det omfang, at adoption udgør en hjælp, afhænger den af, at familier må afgive børn og fraskrive sig alle rettigheder til slægtskab og kontakt. Adoptionssystemet giver ikke barnet mulighed for at migrere sammen med sin familie og bosætte sig i Danmark. Det fortæller noget om, at barnet først og fremmest har en værdi for den danske stat, når det kan blive til en del af en hvid dansk familie. Jeg tror ikke på, at børn skal blive der, hvor de bliver født, men jeg kan ikke se nogen som helst retfærdighed i et system, som fratager børn muligheden for at migrere sammen med deres første familier,” siger Lene Myong.
Michael Paaske er formand for Adoption & Samfund, der er en forening for adopterede og adoptanter, og har selv adopteret to børn fra Kina. Han mener, at transnational adoption ikke kun er en god løsning for barnløse danskere, men også kan være en god løsning for børnene.
”Man bør kigge ud i verden, hvor der er millioner af børn, der mangler forældre. Nogle bor på gaden, andre bor på børnehjem, hvor der ikke er nok plejepersonale til at kunne give børnene det, de har brug for, men det kan de få gennem adoption. Adoption er derfor en rigtig god løsning i de tilfælde, hvor der ikke findes familiemedlemmer eller tilfredsstillende institutioner med uddannet personale, der kan give børnene en ordentlig opvækst. I forvejen er institutioner i nogle lande et dårligt alternativ til at have egne forældre eller adoptivforældre, fordi man ikke har ordentlig kontakt til voksne, og det går ud over børns udvikling og kan i sidste ende betyde, at børn dør på børnehjem,” siger Michael Paaske og fortsætter:
”Det er klart, at i den ideelle verden ville der ikke være behov for, at børn blev bortadopteret, og man kunne hjælpe børnene lokalt og sikre dem en god opvækst i deres hjemland, hvis ikke hos biologiske forældre så hos en plejefamilie eller i sidste instans en god institution. Men det er ikke en ideel verden, vi lever i, og de her børn bliver ikke hjulpet, hvis de ikke bortadopteres,” siger han.
Men Michael Paaske anerkender også, at der har været sager, hvor adoption ikke har været den rette løsning.
”Det er klart, at der har været skrækkelige sager, hvor det har vist sig, at det er sket svigt i forhold til, hvordan et barn er blevet frigivet til adoption, og vi må som land kræve garanti for, at der ikke laves fusk. Det skal sikres, at barnets biologiske slægt ikke findes, eller at de udtrykkeligt har tilkendegivet, at de står i en situation, hvor de ønsker at bortadoptere, og adoption skal naturligvis foregå under de strengeste juridiske og etiske regler.”
Yong Sun Gullach er forkvinde for Adoptionspolitisk Forum, der er en adoptionskritisk organisation, og er selv adopteret fra Sydkorea. Hun er kritisk over for den struktur, som international adoption bygger på.
”I bund og grund er vores største anke, at det er et ulige system, der ikke er lavet til at varetage hverken den adopteredes eller de oprindelige forældres rettigheder, men adoptanternes rettigheder,” siger hun.
Yong Sun Gullach påpeger blandt andet, at adoptioner som udgangspunkt er juridisk lukkede, hvilket betyder, at den adopterede ikke har adgang til egen historie og informationer om familiebaggrund. Derudover er hun også kritisk over for de økonomiske aspekter.
”Når et land åbner for transnational adoption, så stiger antallet af børnehjem inden for meget kort tid. Hvis der forinden ikke naturligt var grobund for at have det antal børnehjem i landet, så er der efter åbningen for transnational adoption stadig ikke forældreløse børn nok til, at antallet af børnehjem vokser. Altså er det økonomiske incitament for stater og organisationer med til at åbne op for, at der på papiret bliver flere forældreløse børn, der skal bo på børnehjem. Transnational adoption er altså årsagen til, at børn ’rådner op på børnehjem’, men man nægter at se i øjnene, at når man lægger penge, så er man ikke med til at redde nogen – man er med til at skabe større ulighed,” siger Yong Sun Gullach.
Hun mener ikke, at der er ”evidens for at påstå”, at der er millioner af børn i verden, der har brug for at blive adopteret. Hun mener nærmere, at antallet af børn, som ikke kan vokse op i hjemlandet hos forældre, andet familie eller lignende, på globalt plan er omkring 650.000. Og selvom adoption i de tilfælde i princippet kan være en god løsning, har hun lille tiltro til, at systemet og tilsynet med adoptionslandene kan sikre, at det kun er de børn, der bortadopteres.
Til spørgsmålet om, hvorvidt adoption kan være positivt for de adopterede i forhold til, at det sikrer dem uddannelse og muligheder, er Yong Sun Gullachs svar:
”I den brede debat ligger der altid en opfattelse af, at det liv, man tilbyder i Vesten, og de muligheder, man får her, er bedre end mulighederne i det land, hvor de adopterede kommer fra. Men lykke og et godt liv kan ikke kun måles i økonomi og uddannelse, og man kan ikke generelt konkludere, at et barn nødvendigvis altid har det bedre her.”
Robert Jonasen er direktør for DIA, Danish International Adoption, der er Danmarks eneste formidlingsorganisation for internationale adoptioner, og er desuden psykologuddannet og selv adopteret fra Tyskland i 1960’erne. Han ser i højere grad adoption som en hjælp til verdens sårbare børn end en hjælp til barnløse danskere.
”Men det ene udelukker som udgangspunkt ikke det andet, og derfor er national såvel som international adoption en mulighed,” siger Robert Jonasen og fortsætter:
”Jeg ser hele adoptionstanken som en intervention i forhold til barnet og tænker det ikke så meget i forhold til forældrene. Jeg ser adoption som barnets ret til at have en mulighed for at kunne udvikle sig, men i den proces skal man også tage forbehold for de relationer, barnet må have inden. Hvis der er mulighed for, at barnet kan vokse op i egen familie, så skal det, som det er nævnt i Haagerkonventionen, understøttes.”
De sager, der har været fremme i medierne, hvor adoption har vist sig at være foregået under andre forudsætninger end de tiltænkte, betragter Robert Jonasen som undtagelser. Han opfatter generelt adoption som en god mulighed, men mener også, at det i arbejdet med adoption er ”vigtigt at have en sund kritisk holdning til adoptionsprocessen”.
Robert Jonasen mener, at systemet generelt er blevet bedre til at finde ud af, hvornår adoption er den bedste mulighed. I dag bliver færre børn adopteret til Danmark. Fra 1970 og frem til 2008 kom der ifølge tal fra organisationen Adoption og Samfund 20.700 udenlandske børn til landet, hvilket svarer til cirka 545 børn om året. Siden 2010 har tallet ikke været over 400, og i 2015 var tallet 97.
”Jeg tror, at antallet af adoptioner vil øges lidt i fremtiden, men vi vil ikke se det antal adoptioner, som vi så tidligere. Det tror jeg heller ikke er en god idé, for der skal ikke være et så højt antal adoptioner, at man ikke også kan kere sig om den enkelte adoption. Men samtidig skal systemet heller ikke være så stramt, at der ikke er familier, der kan godkendes til adoption. Adoption vil altid være en del af vores kultur. Hele tanken om at tage et barn til sig, som var det ens eget, og skabe rammer for barnet, er nedarvet i vores kulturelle dna,” siger Robert Jonasen.
Lene Myong, der forsker i adoption, mener ikke, at det giver mening at fastholde muligheden for statsstøttet international adoption. Men hun vurderer samtidig, at hvis systemet afvikles i morgen, vil det føre nye etiske og politiske dilemmaer med sig. Både i forhold til understøttelsen af børns velfærd, økonomisk omfordeling mellem rige og fattige lande og i forhold til, hvor efterspørgslen på børn vil flytte sig hen.
”Vil der for eksempel blive skabt en større efterspørgsel på børn, der bliver til gennem surrogatmoderskab? Nedenunder alt dette er der også spørgsmålet om barnløshed, og hvorfor det er så svært for mange mennesker at forestille sig et godt liv uden børn. Hvordan kan vi indrette samfundet, så barnløshed ikke føles som det værst tænkelige livsvalg? Det er et af de helt centrale spørgsmål, som man forsømmer at diskutere,” siger Lene Myong.
