Adoption: Menneskehandel eller barnets tarv?
En økonomisk gevinst ved international adoption forpurrer den humanitære tanke bag, mener Adoptionspolitisk Forum. Adoptionsselskab kalder kritikken »unuanceret«.
Af SOFIE EJDRUP LARSEN
At handle med mennesker er ikke kun noget, som Danmark gjorde ud for de Vestindiske Øer tilbage i 1700-tallet. I hvert fald ikke hvis man spørger formand for Adoptionspolitisk Forum Yong Sun Gullach, der sammenligner international adoption med både menneskehandel og kolonialisme.
»Vi opponerer på idéen om, at adoption er en barmhjertighedsgerning. Den humanitære indsats, som vi mener, at vi yder ved at adoptere børn fra “de fattige lande”, øger faktisk antallet af såkaldte forældreløse børn. De penge, som vi tilfører gennem adoption, er med til at forøge problematikken omkring det,« siger hun og forklarer, at man kan se en forøgelse af antallet af børnehjem i det øjeblik et land åbner for international adoption.
»Der er en økonomisk gevinst for de lokale ved at afgive børn til transnational adoption,« forklarer hun og fremhæver Nepal som eksempel på tendensen.
Danmarks adoptionsaftale med Nepal blev suspenderet i 2010 af Ankestyrelsens Familieretsafdeling, efter det i en rapport fra Det Permanente Bureau fremgik, at den nepalesiske lovgivning og adoptionsproces er i strid med både Haagkonventionen og FN’s Børnekonventionen, der begge er konventioner, der lægger rammen omkring international adoption, oplyser Ankestyrelsen.
Direktør for adoptionsselskabet Danish International Adoption (DIA) Robert Jonasen deler dog langt fra Yong Sun Gullachs synspunkt.
»Vi kan naturligvis ikke genkende det billede, der bliver tegnet,« siger han og tilføjer, at det er vanskeligt at tage diskussionen op i medierne, når den er så »diffus« og »holdningsbaseret«.
»Det er vigtigt, at vi har et kritisk syn på en så indgribende intervention, som at sætte et barn i et internationalt adoptionsprogram, og derfor anderkender DIA, at der også findes kritiske holdninger til adoption. Vi deltager også i mange forskellige arrangementer og debatter. Men vi synes, at Yong Sun Gullachs seneste udtalelser er noget af det mest unuancerede og ensidige, som hendes forening er kommet ud med,« siger han og tilføjer:
»Jeg synes, det er strengt, at der nu kan sidde 27.000 adopterede og tænke: “Er vi menneskehandlede?”«
Efter de to adoptionsselskaber AC Børnehjælp og DanAdopt fusionerede i 2014 er DIA det eneste selskab, der formidler internationale adoptioner i Danmark. Selskabet har aftaler med en række europæiske, afrikanske og sydamerikanske lande – heriblandt Sydkorea, som Yong Sun Gullach fremhæver som et særligt problematisk land at adoptere fra.
»Sydkorea har den tredje stærkeste økonomi i Asien og et bruttonationalt produkt på linje med vestlige land, og Sydkorea bruger adoption som en løsning på, at landet i virkeligheden ikke sørger for rettigheder for enlige kvinder.«
Ifølge Yong Sun Gullach er Danmark med til at fastholde Sydkorea i en kultur, hvor enlige kvinder marginaliseres.
Robert Jonasen anerkender, at situationen i Sydkorea er kompliceret, men fastholder samtidig at det er DIA’s pligt at hjælpe de sydkoreanske børn, der ender på børnehjem.
»Det er et paradoks, når samfundet tilsyneladende er rigt – i hvert fald i hovedstaden Soul. Men i landdistrikterne forholder det sig anderledes. Yong Sun Gullach taler ud fra et makropolitisk perspektiv, men i den her sammenhæng er vi først og fremmest en børnerettighedsorganisation og taler ud fra, hvorvidt et barn skal vokse op på en institution uden kendskab til sine forældre. Det sydkoreanske samfund ændrer sig når, der er en dialog omkring disse ting, men imens den ændring foregår, så er der børn, der dør rundt om i verden. Og det er dér, adoption kommer ind i billedet,« siger han og tilføjer:
»Så kan Yong Sun Gullach godt tænke store tanker om, hvordan verden ideelt skal eller kan skrues sammen, men mit råd til hende er, at lave en organisation, der går ned og påvirker kulturen i Korea og i andre lande, hvor adoption fortsat er en nødvendig intervention og en mulighed for, at give et barn en kærlig og tryg opvækst.«
Formand for Adoption & Samfund Jens Damkjær bakker Robert Jonasen op.
»Når international adoption fungerer efter de rammer, der er tiltænkt i Haagkonventionen, FN’s Børnekonvention og vores egen adoptionslov, så er det ikke menneskehandel. Det er en indsats, der på et samfundsmæssigt niveau bliver iværksat for at forbedre nogle vilkår for børn – eller måske direkte redde børn – som er meget udsatte,« siger han.
I forhold til DIA’s adoptionsaftale med Sydkorea, fastholder Jens Damkjær, at det væsentligste i diskussionen må være barnets tarv.
»Det er vanskeligt med Sydkorea, fordi sydkoreanske enlige kvinder kan opleve at blive udstødt af familien eller bortvist fra arbejdspladsen. Det er nogle meget uheldige vilkår, men så længe de vilkår er en realitet, så er der nogle børn, som er udsatte. Hvis det drejer sig om, hvorvidt et barn skal lide, så synes vi, at vi skal deltage i det internationale adoptionssamarbejde af hensyn til barnets tarv,« siger han og tilføjer:
»Vi har et international ansvar for at tage vare på børns liv, og der er nogle børn for hvem, det er en god løsning at blive adopteret.«
I 2014 blev 124 børn fra udlandet adopteret i Danmark. Det er en tilbagegang fra 2004, hvor 527 adoptivbørn ankom til landet.
