Åbent Brev til Manu Sareen: Bristede familiedrømme starter i afgiverlandene

Download det åbne brev som PDF

Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.
Att.: Minister Manu Sareen
Holmens Kanal 22
1060 København K

Kopi sendes til partiernes socialordførere

3. marts 2014

BRISTEDE FAMILIEDRØMME STARTER I AFGIVERLANDENE

Kære Manu Sareen,

Adoptionspolitisk Forum (APF) vil gerne ønske dig tillykke med din udnævnelse til minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Medierne har på det seneste fokuseret på de familier på AC Børnehjælps venteliste, som er bange for at deres drøm om at stifte familie er i fare. Der har derfor været opfordret til hurtige reaktioner og redningsplaner, som vi nu kan se Socialministeren har givet grønt lys for. I APF forstår vi godt forældrenes frygt og usikkerhed, men vi vil påpege, at mange adoptioner foretages på baggrund af bristede familiedrømme i afgiverlandene. I dag kan Politiken igen berette om et børnehjem, som har sandsynligvis har formidlet adoptioner på ulovlig vis. I samme stil har sagerne om Masho og Amy vist, at der i flere tilfælde er tvivl om, hvorvidt der har været en grundig vurdering af barnets tarv og alternativer til adoption, før et barn afgives til adoption. Dette er ikke nyt og mange adopterede kan redegøre for lignende historier, hvor oprindelige forældre enten er blevet overtalt, franarret eller direkte bestjålet deres børn til transnational adoption. Spørgsmålet er hvorvidt disse tvivlsomme og direkte ulovlige adoptioner er enkeltstående tilfælde eller et mere systematisk problem? De mange sager der efterhånden er blevet omtalt i medierne peger på det sidstnævnte.

Adoptioner skal først og fremmest skal i barnets tarv, og dette skal kunne dokumenteres. Det er på tide, at Danmark sikrer at afgivelse til adoption er foregået under ordentlige forhold, og at afgiverfamilier er fuldt oplyst om præmisserne for- og konsekvenserne af adoptionen. Kun derved kan man sikre, at bortadoption reelt kun finder sted, når andre alternativer i afgiverlandet er blevet forsøgt, som det også er beskrevet i FNs Børnekonvention artikel 21. Det er her, vi bør starte, når vi taler om bristede drømme. Det er ikke kun de vordende danske forældre, hvis drømme måske brister. I mange tilfælde sidder der familiemedlemmer tilbage i afgiverlandene, hvis familiedrømme på ulovlig vis er blevet ødelagt.

Familiebegrebet må og skal i internationale adoptioner forstås bredere end i en snæver kernefamilieforstand. Det er en almen fejl udelukkende at se familiebegrebet ud fra modtagerfamiliens behov. Vi håber den nye socialminister vil forstå og forholde sig nuanceret til det internationale adoptionssystem. Det kan kun være i alles interesse, at adoption foregår ud fra forsvarlige præmisser, og at adoption vitterligt er sidste udvej. Ankestyrelsen har flere gange udtalt, at den reelt set ikke har mulighed for at sikre sig, at adoptionsprocessen foregår efter reglerne i afgiverlandene, men at samarbejdet baserer sig på gensidig tillid. Det er ikke godt nok, mener vi. Argumentet om at Danmark ikke kan føre tilsyn med udenlandske myndigheder, virker dobbeltmoralsk. Udgangspunktet må være, at Danmark sætter nogle præmisser for et samarbejde og så udelukkende adopterer fra de lande, der kan imødekomme disse præmisser.

Vi håber at Socialministeren vil arbejde for et ansvarligt og gennemskueligt adoptionssystem, og står gerne til rådighed, hvis Socialministeren har interesse i at vide mere.

 

På vegne af Adoptions Politisk Forum

Yong Sun Gullach

Formand

ADOPTIONSPOLITISK FORUM ER EN MEDLEMSBASERET FORENING DANNET I DECEMBER 2014. FORENINGEN ER UAFHÆNGIG AF RELIGIØSE, ØKONOMISKE OG PARTIPOLITISKE INTERESSER. MEDLEMSKREDSEN BESTÅR AF ADOPTEREDE, ADOPTANTER, OPRINDELIGE FAMILIER OG ANDRE MED INTERESSE I INTERNATIONAL ADOPTION. FORENINGENS FORMÅL ER AT STILLE SIG KRITISK OVERFOR FÆNOMENET TRANSNATIONAL ADOPTION I SIN NUVÆRENDE FORM, FORMIDLE VIDEN OG MEDVIRKE TIL AT SKABE FORANDRING OG ALTERNATIVER.