Adoptionspolitisk Forum er en organisation for alle, der mener at en langt mere nuanceret og kritisk adoptionsdebat er på sin plads.
Adoptionspolitisk Forum er for alle transnationale adopterede og er bevidst om at forsøge at skabe en så bred repræsentation som muligt både i foreningens bestyrelse såvel som til foreningens arrangementer.
Velkommen!
BAGGRUND
På trods af hundredetusindvis af transnationale adoptioner af børn, primært fra ikke-vestlige lande til Vesten, igennem de sidste 60 år, har forholdene omkring adoption været et sjældent diskuteret emne.
Først i 2012 kom der i Danmark særlig fokus på transnational adoption i kølvandet på bl.a. Politikens artikelserie “Historien om Amy”, af journalist Dorrit Saietz, og dokumentarfilmen “Mercy Mercy – Adoptionens Pris” (2012) af Kathrine W. Kjær. Både før og efter har debatten hovedsageligt været domineret af adoptionsformidlende organisationer, foreningen Adoption og Samfund samt psykologer og psykiatere, der positionerer sig som adoptionseksperter.
Allesammen parter, der ofte støtter et adoptionssystem, hvor adoptanterne (den adopterende part) er i fokus. I Adoptionspolitisk Forum ser vi adoptanterne som en enkelt part i et komplekst adoptionssystem med et stort antal aktører: adopterede, første familier, andre omsorgspersoner, internationale oranisationer, børnehjem, adoptionsbureauer, stater, og mange andre. Det er vores formål at forholde os kritisk til dette system og gøre plads for de stemmer som sjældent høres i den danske debat.
Referencer:
Erklæring om adoption, september 2012. Rang Christensen, Riel Müller, Lee Langvad, Myong.
“Historien om Amy”, artikelserie, Dorrit Saietz, Politiken, 2012.
“Mercy Mercy – Adoptionens Pris”, Dokumentarfilm, (Prod.) Fridjof Film Doc, 2012, (Instr.) Kathrine W. Kjær.
MISSION
- Vi vil gøre adoption synlig i samfundsdebatten og sætter adoption på den politiske dagsorden.
- Vi vil starte initiativer der kan lede til et stop af adoptioner i et stagneret adoptionssystem.
- Vi vil bidrage til øget oplysning og om effekter forbundet med adoption.
- Vi vil skabe et forum for adopterede, hvor vi kan støtte hinanden, dele viden og dele erfaringer.
- Vi vil samarbejde bredt, nationalt og internationalt.
VÆRDIGRUNDLAG
- Vi arbejder for at få politisk indflydelse, uden et partipolitisk tilhørsforhold.
- Vi ser adoption i et globalt perspektiv og i henhold til FNs Børnekonvention.
- Vi opnår synlighed og resultater gennem et fællesskab drevet af engagement og frivillighed.
- Vi støtter andre organisationer der arbejder for at fremme børn- og familiers vilkår i både afgiver- og modtagerlandene.
- Vi arbejder ud fra principper om gensidig respekt og konstruktiv dialog.
HVEM ER VI?
Adoptionspolitisk Forum er for alle som stiller spørgsmål ved adoptionssystemet som det praktiseres i Danmark og internationalt. Initiativtagerne og stifterne af foreningen er voksne transnationalt adopterede, men vores medlemmer er bredt sammensat med såvel adoptanter, adopterede og andre med interesse for området.
Mange af Adoptionspolitisk Forums medlemmer har længe beskæftiget sig indenfor adoptionsområdet (både personligt og/eller fagligt), hvor andre først for nyligt er kommet til.
Alle har vi én ting til fælles: Vi ser et behov for at organisere os for at få større gennemslagskraft på dette område.
HVAD VIL VI?
I Adoptionspolitisk Forum ønsker vi at bidrage med nye perspektiver for at nuancere en længe stagneret opfattelse af transnational adoption, som noget der udelukkende er til gode for børnene. Vi ønsker bl.a. at blive betragtet som eksperter på egne erfaringer og mener derfor, at vi bør høres på samme linje som andre parter. Vi ønsker at skabe en debat, som på længere sigt kan føre til dybdegående reformer af adoptionssystemet og et stop af transnational adoption.
HVAD SIGER VI?
Det er på høje tid, at transnational adoption bliver anskuet i et strukturelt perspektiv, der rækker ud over særskilte, juridiske paragraffer og fejlslagne adoptioner, og det er nødvendigt at inddrage etiske, økonomiske og globale problematikker ved adoption.
En fremadrettet adoptionspolitik må derfor som minimum inddrage en lang række overvejelser, såsom:
- At transnational adoption er en konsekvens af – ikke løsningen på – globale uligheds problemer
- At transnational adoption involverer store pengebeløb
- At transnational adoption kan få alvorlige sociale implikationer i afgiverlandene
- At transnational adoption praktiseres ud fra et snævert ideal om kernefamilien
- At transnationalt adopterede bliver gjort til genstand for patologisering
- At transnational adoption bliver reduceret til et rettighedsspørgsmål
- At transnational adoption fungerer som et symbol på dansk anti-racisme
- At der findes alternativer til transnational adoption
Adoptionspolitisk Forum er en del af Transnational Adoptees United