Adoptionspolitisk Forums høringssvar på udkast til lovforslag til International Adoption

Hermed kommenterer Adoptionspolitisk Forum på Udkast til lovforslag til International Adoption fremsendt den 12-3 2025

Adoptionspolitisk Forum kan ikke støtte den foreslåede forlængelse af Ankestyrelsens midlertidige tilladelse til formidling af transnationale adoptioner – denne bør bortfalde 1.7 2025 som oprindeligt anført

Dette skyldes:

  1. Der er ingen sikring eller undersøgelser af adoptionsprocesser og således ingen garanti for at de foregår lovligt og etisk
  2. At folk står på venteliste bør ikke overskygge behovet for at sikre adopteredes rettigheder.
  3. Social og Boligministeriets rolle som tilsynsførende på adoptionsområdet kan ikke ske forsvarligt og er ikke beskrevet, så området står reelt uden tilsyn, og der er ikke beskrevet en løsning for dette
  4. Ankestyrelsen har overtaget de samme medarbejdere der ikke kunne håndtere eller har ignoreret tidligere ulovligheder og at disse fortsat skal håndtere adoptionsprocessen uden ændring eller kontrol er stærkt bekymrende – og således ikke nu eller tidligere en overbevisende myndighed til at være et ”sikkerhedsnet for adopterede”.
  5. Ankestyrelsens PAS ordning har ikke løftet behovet for PAS – hvilket en særdeles begrænset undersøgelse allerede viser ligesom Ankestyrelsen ikke kan agere videncenter eller lign. på de adopterdes vegne – hvilket håndtering af adopteredes papirer og undersøgelse af klager har vist indtil nu jf. tre tidligere beskikkede medarbejdere påpegede i 2022.

Adoptionspolitisk Forum finder det problematisk, at man fortsat insisterer på at formidle børn til folk på venteliste uden at vide om det er lovligt, uden ændret praksis og uden at håndtere de problemer, der strukturelt er indbygget i transnationale adoptioner.

Vi er uenig i vurderingen af, at det ingen administrative konsekvenser har for borgeren. Som transnationalt adopteret har det den konsekvens, at vi pt. har to års ventetid på aktindsigt i egne sager. At vi ingen garanti har for at vores private arkiver ikke tilføres rigsarkivet, som privatarkiv, og dermed fortsat ikke får fuld indsigt i egne sager. Ligeledes er det uklart, hvordan man vil håndtere at en offentlig instans fortsætter en ulovlig praksis.

Det er at ignorere den ganske begrænsede undersøgelse der har været fra Ankestyrelses side og det synes absurd at den institution, der skal føre tilsyn nu skal agere som formidlende bureau og arbejdsgiver for tidligere privatansatte sagsbehandlere, der har ageret ulovligt.

Vi henstiller til at Social og Boligministeriet begynder at agere som en forsvarlig myndighed på området og standser al formidling af børn indtil en tilbundsgående undersøgelse er gennemført for at standse en entydigt tilgang, der alene handler om at sikre barnløse danskere udenlandske børn og ikke forholder sig adopteredes rettigheder.

Med venlig hilsen
Yong Sun Gullach
Forperson
Adoptionspolitisk Forum

Du kan hente en pdf af høringssvaret her