Ankestyrelsen har i al stilhed barslet med deres undersøgelse, der ikke overraskende fritager Danmark for ansvar i forhold til de ulovligheder, de ikke kan afvise er sket i adoptioner fra de 4 lande, de har valgt at undersøge.
Det er trist at læse, at de i alle 4 redegørelser generelt bruges termer som “i de fleste sager” eller “I flere sager”. Alligevel konkluderedes det, at der ikke kan påvises ulovligheder.

Det er forudsigeligt at ansvaret pålægges afgiverlandenes “uregulerede” forhold og ikke det pres de adoptionsformidlende organisationer pålagde afgiverlandene ligesom det er direkte problematisk at de økonomiske forhold herunder den udbredte brug af donationer (som den sidste revision af adoptionsloven genindførte) ikke påvises som værende årsag til langt de fleste ulovligheder.

Adoptionspolitisk Forum kan konkludere:

• At flere af afgiverlandene brugte samme forfalskningsproces som i Nepal, for at skabe de såkaldte “paperorphans”.
• At der soleklart er udført ulovlige adoptioner fra Bangladesh og Columbia
• At adopterede fra Indonesien især fra Børnehjemmet Yogakarta, har været omfattet forfalskninger og yderst sparsom dokumentation
• At Terre Des Hommes direkte overtrådt danske regulativer og love.
  —-
• Vi kræver en tilbundsgående uvildig undersøgelse
• Vi kræver et fuldt stop for transnational adoption
• Vi kræver kompensation for alle, der er blevet adopteret uden forældresamtykke og med forfalskede papirer
• Vi kræver at adoptionsloven afspejler det ansvar Danmark bør tage på sig og regulerer langt mere direkte
• Vi kræver de bestyrelser og personer, der har ageret i adoptionsformidlende organisationer op til nu drages til ansvar

Du kan læse ankestyrelsens undersøgelse her og herunder har vi lagt uddrag fra de fire rapporter med fremhævelse af de værste overtrædelser.

Bangladesh

I perioden 1975- 1982 blev de økonomiske relationer i den internationale adoptionsformidling ikke reguleret i de danske regler eller af de danske myndigheder. Derfor kan det ikke udelukkes, at der kan have været økonomiske incitamenter for de involverede aktører, da der ikke fandtes regler for de formidlende organisationers eventuelle honorering af kontaktpersoner eller om betaling af gebyrer i afgiverlande.

Ved internationale adoptioner er det almindeligt både i en nutidig og i en historisk kontekst, at ansøgerne eller organisationerne betaler for visse omkostninger i forbindelse med sagens behandling i udlandet. Det kan f.eks. være udgifter til oversættelse, lægeundersøgelser, advokatbistand, udstedelse af særlige attester etc.

Helt overordnet fremgår det ikke af de gennemgåede sager, at de biologiske forældre har underskrevet den afkaldserklæring ”declaration of relinquishment”, der er beskrevet som det første skridt i adoptionsprocessen. Med dette dokument skulle de biologiske forældre frasige sig deres rettigheder som barnets ”caregivers” i retten. Erklæringen skulle, ifølge den hollandske rapport, også indeholde personlige oplysninger om personen, der frasagde sig rettighederne som ”caregiver” såsom navn, religion, profession eller adresse. Erklæringerne ligger ikke på de konkrete danske adoptionssager, og er heller ikke omtalt. Ankestyrelsen kan derfor ikke ud fra de gennemgåede sager fastslå, om erklæringen har været anvendt eller ej i de konkrete sager. På grund af de manglende erklæringer, og fordi der heller ikke i øvrigt foreligger oplysninger om barnets ”caregivers”, er det ikke muligt at fastslå, hvor børnene, der blev formidlet til Danmark, oprindeligt kom fra. Set med nutidens øjne er detaljerede oplysninger om barnets ophav væsentlige i bestræbelserne på at realisere barnets ret til at kende sin identitet. Det kan f.eks. være oplysninger om den biologiske families baggrund og situation, oplysninger om fødsel og fødselssted eller lignende.

Oplysningerne om, hvorfor og hvordan børnene blev anbragt, er generelt meget sparsomme. I 12 sager er der ingen oplysninger herom. I fire sager kom børnene fra gaden og blev indleveret af lokale borgere. I syv sager var børnene først hos deres biologiske mødre eller slægtninge, men blev derefter anbragt på børnehjemmet. I en af de syv sager fremgår det, at den biologiske mor ikke havde råd til at tage vare på barnet. I fire sager er de biologiske forældre enten afgået ved døden eller forsvundet, og i en enkelt sag kom barnet til Terre des Hommes’ børnehjem fra et andet børnehjem i Chittagong. Ankestyrelsen kan således ud fra sagsgennemgangen hverken be- eller afkræfte, om børnene i nogle af sagerne har opholdt sig i en flygtningelejr, som omtalt i den hollandske rapport, inden anbringelsen på børnehjem.

Det fremgår af en af Justitsministeriets generelle sager fra 1979, at ministeriet modtog en kopi af et brev fra Terre des Hommes, der var stilet til de to andre danske formidlende organisationer Adoption Center og Glemte Børn. Af brevet fremgår det, at myndighederne i Bangladesh kun ønsker at have én kontaktorganisation fra hvert af de lande, der adopterer fra Bangladesh. Det fremgår videre, at Terre des Hommes’ repræsentant Cheyne har understreget, at der kan opstå ”tremendous troubles”, hvis ikke myndighedernes ønske respekteres, idet adoptioner er et rigeligt ømtåleligt emne på stedet. Der er ikke noget i de generelle sager, der tyder på, at Justitsministeriet blev informeret om Preger-sagen eller reagerede på oplysningerne fra Cheyne.

Efter nutidige standarder for international adoptionsformidling har der utvivlsomt ikke været tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger i det bangladeshiske adoptionssystem i perioden 1975-82, eller i den danske formidling til at sikre, at barnets bedste var det styrende princip i den enkelte adoption. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at der ikke eksisterede tilstrækkelig regulering af international adoption, og at der generelt er sparsomme oplysninger i de konkrete adoptionssager om bl.a. barnets baggrund og frigivelse. Samtidig var der i den pågældende periode ingen regulering af pengestrømmene forbundet med adoptionerne, hvilket kan have skabt en uhensigtsmæssig incitamentsstruktur. Det kan derfor ikke udelukkes, at metoder til ulovlig fjernelse af børn, som beskrevet i den hollandske rapport, har gjort sig gældende i de danske sager. Uanset at anklagerne mod Terre des Hommes Danmark ikke rettede sig mod den danske direktør men mod kontaktpersonen i Bangladesh, kan det derfor ikke afvises, at de danske sager har været berørt af de ulovlige forhold, som Hollandsrapporten adresserer. Dertil kommer, at to af de øvrige personer, der ifølge Hollandsrapporten blev rejst anklager mod, har været ansvarlige for frigivelsen og overdragelsen af værgemålet i flere af de sager, Ankestyrelsen har gennemgået. Henset til de sparsomme oplysninger, der er til rådighed i de konkrete sager, samt det forhold, at det ikke har været muligt at tilvejebringe Terre des Hommes Danmarks generelle sager om formidlingen fra Bangladesh, er det ikke umiddelbart muligt at foretage en nærmere afdækning af de faktiske omstændigheder i de konkrete adoptioner. Oplysninger fra en avisartikel fra oktober 1977 tyder dog på, at nogle af de børn Terre des Hommes formidlede, kom fra en flygtningelejr. Ankestyrelsen har ikke oplysninger, der kan beeller afkræfte, hvorvidt der er tale om den samme flygtningelejr, hvorfra 100 børn ifølge Dr. Preger forsvandt. Fra et adoptionsfagligt synspunkt er der generelt set høj risiko for uetiske og ulovlige forhold i international adoptionsformidling, hvis flere af de faktorer, der karakteriserede datidens generelle forhold i Bangladesh, er til stede. 

Colombia

Det var problematisk, at AC Børnehjælp på forhånd godkendte matchninger og accepterede konkrete børn på danske ansøgeres vegne. For det første fordi AC Børnehjælp derved omgik de danske regler for matchning af børn, som på daværende tidspunkt skulle godkendes af Mødrehjælpen og ikke af AC Børnehjælp. I den forbindelse indgik barnets hudfarve i øvrigt ikke som en del af vurderingen. For det andet fordi AC Børnehjælp accepterede barnet på ansøgernes vegne uden ansøgernes viden. AC Børnehjælp har derfor sat både barnet og ansøgerne i en vanskelig situation. AC Børnehjælp kan have lagt et unødigt pres på ansøgerne for at acceptere et barn, som AC Børnehjælp allerede overfor samarbejdsparten havde forpligtiget sig til at modtage. Samtidig kunne det have sat barnet i en endnu mere sårbar situation, hvis ansøgerne ikke accepterede matchningen.

Der foreligger ikke fødselsattester eller civilregisterregistreringer i nogen af de seks sager. I to sager foreligger der hverken kendelse om adoption eller skrivelse fra en notar. Her foreligger udelukkende den colombianske værges (Fru Trujillos) skrivelse til de colombianske immigrationsmyndigheder om, at børnene måtte udrejse af landet. Herudover ligger en skrivelse fra adoptanternes repræsentant (Vargas) til samme myndighed om, at barnet ville blive modtaget i Danmark.

Det fremgår imidlertid af en af de generelle sager, at AC Børnehjælp i august 1986 informerede Familieretsdirektoratet om, i hvilke adoptionssager fra Colombia, organisationen endnu ikke havde modtaget en colombiansk adoptionsdom og fødselsregistrering. Adoptionsdommen og fødselsregistreringen blev brugt som grundlag for udstedelse af en dansk adoptionsbevilling. Af skrivelsen fremgår det, at dokumenterne ikke var fremsendt i 18 sager i årene 1981 til 1986. I 1986 alene havde AC Børnehjælp ikke modtaget dokumenterne i syv sager.

Dette indikerer ikke i sig selv, at de enkelte adoptioner har været forbundet med ulovlig adfærd. Ankestyrelsen har dog ikke i det gennemgåede materiale fundet oplysninger om, hvad der var årsag til, at der i disse sager ikke forelå en adoptionsdom eller en fødselsregistrering. Den manglende dokumentation gør det vanskeligt at vurdere, om sagerne har fulgt de relevante processer og efterlader tvivl her.

Indonesien

Formålet med undersøgelsen har været at afdække, om DanAdopts formidling af børn fra Indonesien havde sammenfald med den hollandske formidling, herunder om der blev formidlet børn fra børnehjemmet Kasih Bunda eller øen Biak til Danmark. De oplysninger, som har været tilgængelige for Ankestyrelsen om formidlingen fra Indonesien til Danmark, vidner overordnet set om en proces, der ikke har været forbundet med ulovlig formidling. Det skal dog i den forbindelse nævnes, at formidlingen fra Indonesien i 1970’erne og 1980’erne, ligesom fra mange andre lande, var forholdsvis ureguleret sammenlignet med i dag. På daværende tidspunkt var der, set med nutidens øjne, ikke tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til stede, der kunne sikre det enkelte barns rettigheder. Dette gjorde sig gældende i forhold til det indonesiske system, men også det danske. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at der ikke eksisterede tilstrækkelig regulering af international adoption, at der var risikofaktorer som følge af økonomiske interesser, ligesom der generelt var sparsomme oplysninger i de konkrete adoptionssager om bl.a. barnets baggrund og frigivelse.

Økonomiske incitamenter Ankestyrelsen har ikke har fundet konkrete eksempler på, at samarbejdsparter privat har modtaget større pengebeløb i forbindelse med adoptionerne til Danmark. Det kan dog ikke udelukkes, at der har været et økonomisk incitament forbundet med adoptionsformidlingen fra samarbejdsparternes side. Selvom der foreligger opgørelser over adoptionernes omkostninger, så er omkostningerne til børnenes pleje på børnehjemmene ikke altid specificeret. De enkelte børnehjem og klinikker var sandsynligvis ikke statsligt støttet i Indonesien. Derfor kan 29 disse børnehjem og klinikker have været afhængige af de årlige donationer, som de modtog fra fx adoptionsformidlende organisationer. Ankestyrelsen har set to eksempler på ”sponsorater” af børn og biologiske mødre med henblik på adoption til Danmark. Med nutidens øjne er det problematisk, at DanAdopt har sponsoreret mødre før fødslen med henblik på en fremtidig adoption, ligesom det også er problematisk, at DanAdopt har sponsoreret børns hospitalsophold med henblik på fremtidig adoption. Det er med nutidens øjne særligt problematisk at sponsorere de biologiske mødre forud for fødslen med henblik på, at børnene skulle adopteres til Danmark. Det forhold, at de biologiske mødres helbred og sikkerhed i forbindelse med graviditet og fødsel har været afhængig af den direkte støtte fra DanAdopt har, alt andet lige, påvirket den biologiske mors stillingtagen til bortadoption. Set i sammenhæng med datidens måde at drive adoptionsformidling på, var det ikke ualmindeligt, at en organisation som DanAdopt støttede fx fødselsklinikker økonomisk, som de også adopterede børn fra. Det var dog oftest ikke støtte af konkrete mødre eller fødsler, men generelle donationer, som tilgik klinikken som helhed.

At fødselsregistrering fremgår på adoptionssagerne eller er omtalt i dommen. De fødselsregistreringer, som fremgår på adoptionssagerne, er alle udstedt til brug for adoptionssagen. De blev udstedt på det lokale borgmesterkontor med to vidner til stede. De var alle gyldige i seks måneder. I de adoptionssager, hvor der ikke forelå fødselsregistrering, er det omtalt i dommene, at en fødselsregistrering har været forelagt domstolen i forbindelse med retssagen. I flere af de fødselsregistreringer, som Ankestyrelsen har set, har barnet haft et dansk navn på fødselsregistreringen. Set med nutidens øjne er det bemærkelsesværdigt, at barnet får et dansk navn, inden der er afsagt dom om adoption. Men fødselsregistrering var generelt ikke udbredt i Indonesien på denne tid, med mindre registreringen tjente et specifikt formål. Derfor er det sandsynligt, at fødselsregistreringerne i disse adoptionssager udgør et skridt i forbindelse med selve adoptionssagen og ikke det generelle registreringsformål, som sådanne attester oftest tjener.

At der i flere adoptionssager foreligger samtykke fra biologisk mor (Certificate of Child Transfer). I flere af de adoptionssager, Ankestyrelsen har gennemgået, foreligger der et dokument, hvor den biologiske mor overdrager ansvaret for barnet til børnehjemmet. Det er ikke specifikt formuleret i dokumentet, at den biologiske mor er indforstået med bortadoption. Det fremgår, at børnehjemmet overtager alt fremtidig ansvar for barnet og barnets opdragelse, og at den biologiske mor ikke senere vil gøre krav på barnet. I stort set alle adoptionssager Ankestyrelsen har gennemgået fremgår det af adoptionsdommene, at et overdragelsesdokumentet har indgået i retssagerne (også selvom dette dokument ikke specifikt fremgår af DanAdopts sag), og at dette af retten er blevet opfattet sådan, at den biologiske mor har givet afkald på barnet. Det formodes derfor, at overdragelsen af barnet til børnehjemmet har været opfattet som uigenkaldeligt og dermed kan opfattes som et samtykke

Sri Lanka

Gennemgangen af generelle sager fra DIA om formidlingen fra Sri Lanka i 1980’erne viser, at AC Børnehjælps kontaktperson i en periode samarbejdede med personer, der ifølge kontaktpersonen agerede uetisk og kun ville tilvejebringe børn og dokumenter, efter kontaktpersonen havde bekræftet, at de ville modtage ekstra betaling.

Oplysningerne tyder på, at kontaktpersonen i en periode formidlede børn til Danmark i samarbejde med kvinder, der udgav sig for at være biologiske mødre.
Endelig tyder oplysningerne på, at det økonomiske incitament forbundet med kontaktpersonens aftale med AC Børnehjælp om at placere fem børn om måneden indebar samarbejde med tvivlsomme aktører samt sikkerheds- og helbredsrisici for børnene.

Oplysningerne fra AC Børnehjælps kontaktperson, der tyder på, at ulovligheder har været en del af formidlingen til Danmark, genfindes ikke i de danske myndigheders generelle sager.

Terre des Homme

Det fremgår, at TdH flere gange handlede i modstrid med akkrediteringsvilkårene og de danske regler og procedurer:  

• Bistod med adoptionsformidling fra Sri Lanka, inden organisationen i 1979 fik tilladelse til at samarbejde med andre lande end Sydkorea og Bangladesh
• Misinformerede deres udenlandske samarbejdspart om, at TdH havde en matchningskompetence, hvilket organisationen ikke havde ifølge de danske regler

Informationerne er indhentet via Rigsarkivet og fremgår af generelle sager om den internationale adoptionsformidling fra Justitsministeriet med underliggende adoptionsmyndigheder og Adoptionsnævnet i perioden 1969-1983

• Bragte børn i forslag til ansøgere, der enten ikke var godkendt til at adoptere, havde fået afslag på at blive godkendt eller ikke havde en godkendelse, der omfattede det konkrete barn
• Gav udtryk for, at organisationen ville meddele myndighederne i udlandet, at ansøgerne var afgået ved døden, hvis de ikke kunne eller ville adoptere det barn, TdH kunne bringe i forslag
• Bistod konkret familie i forsøg på at blive godkendt til at adoptere et ufødt barn, på trods af Justitsministeriets afslag til ansøgerne på at kunne gennemføre adoptionen  Formidlede børn, der var hjemtaget til Danmark af én adoptivfamilie, til en anden adoptivfamilie i Danmark
• Placerede et barn hos en adoptivfamilie uden om det etablerede adoptionssystem, og medvirkede herefter til at sende barnet tilbage til oprindelseslandet uden de danske myndigheders kendskab
• Hjalp store børn og yngre voksne fra udlandet til Danmark, og anbragte dem i pleje hos danske familier uden om det etablerede adoptionssystem.

Ankestyrelsen er ikke blevet bekendt med oplysninger om, at TdH skulle have været involveret i ulovlig adfærd i form af køb og salg af børn eller svindel med oplysninger om frigivelsesgrundlaget i de enkelte adoptioner.

De generelle sager indeholder dog informationer, der peger på, at TdH’s formidlingsarbejde i 1970’erne var præget af en betydelig grad af autonomi, som de danske myndigheder havde vanskeligt ved at kontrollere.